Louise

Jeg skider på tabuet. Jeg søger ikke at svælge i sorg, offerrolle eller medlidenhed. Jeg søger ansvar, anerkendelse og åbenhed. Hertil fortæller jeg min beretning om en livslang kamp mod mig selv. Og jeg skriver netop mod mig selv, fordi jeg opponerer mod, at man aldrig er sin sygdom. Lad mig forklare hvorfor jeg siger noget så radikalt. 

Jeg har en skizoaffektiv sindslidelse. Det er en ejendommelig kombi af skizofreni og bipolar, som forskere og undertegnede stadig søger at gøre sig klog på. Jeg har lidt under mani, psykose og depression siden teenageårene. Jeg er nu 30 år. Disse perioder af sygdom har overtaget alt hvad jeg var, når de gik i kamp mod mig. Min personlighed, mit følelsesliv, mine interesser, hvad jeg elskede og hadede, og ikke mindst min adfærd. Jeg var sygdom, og sygdom var mig. Det er et ansvar at gå i krig med sig selv, og ikke mindst et traume der skal bearbejdes. 

Jeg har kæmpet med blod, sved og tårer for gang på gang, ofte i depressionens eftertænksomhed, at finde tilbage til mig selv. Skralde de lag af, perioderne havde beklædt mig med, og ryste de hændelser af mig, som sygdommen pressede mig ud i når jeg mistede besindelsen. 

Mani: Aggressioner, impulsivitet, eufori, storhedsvanvid, kreativ udfoldelse, nymfomani, vrede, tankestorm. Jeg skal være ærlig og erkende at euforien er vidunderlig. Kun ren forelskelse kan sammenlignes med det. Men alt andet i manien er voldsomt og ubesindigt. Jeg skal ikke komme specifikt ind på, hvad jeg har gjort i manier. Det ville være destruerende at indrømme i et offentligt rum. Men fejl der begås i manien kan  skade både en selv, ens familie og venner. Måske også fremmede der var på et forkert sted, på det forkerte tidspunkt. Det ville være løgn at sige jeg ikke fortryder og skammer mig. Men jeg var manien. Det er jeg ikke mere. Jeg bearbejder.

Psykose: man forsvinder. Man er ikke mere. Noget andet er trådt i ens sted. Noget frygtindgydende. Noget der bliver forfulgt. Noget der bliver dræbt hvis man ikke forsvarer sig. Noget. Det er en ukendt faktor for mig. Det store, djævelske X. Det er en besættelse og det tager alt med sig i en aflukket grotte. Man finder truende betydninger i den rene luft, ud af den åbne tomhed. Jeg kunne pludselig være blevet eksporteret til et parallel univers, hvor alle var kloner af hvem jeg kendte. Jeg sørgede dybt over det for det var min virkelighed. Jeg kunne også skrive mig ud af tilstanden. 300 siders psykoseroman der samler støv på bogreolen. Og støvet hvisker til mig men jeg lytter ikke. Jeg ved godt hvad det vil mig. Endnu en psykose lurer altid rundt om hjørnet. Om jeg aldrig skulle blive psykotisk igen, så er det i hvert fald sådan det føles.

Depression: det er en afgrund. Ingen mening findes længere i tomheden. Der er blot tomhed. Ens krop føles som en stor tung sten, og med den fysiske fornemmelse af tunghed, er det klart at man ikke engang kommer ud af sengen. Jeg har ikke meget at berette om den tilstand. Der er også skrevet meget om depression, som al sammen passer.

Jeg har været indlagt akut, flere gange end jeg husker. Men det forløb der gjorde størst forskel for mig, var en 7 måneders lang indlæggelse på et rehabiliteringsafsnit, for syge i skizospektret. Jeg var ca 26-27 år. Al hverdag og jobcenter og krav og relationer etc. blev sat på hold og jeg skulle kun forholde mig til mit ugeskema, hvor selv den mindste banale opgave stod noteret, med dato og klokkeslæt. Hver gang jeg skulle have en pille efter behov, blev der talt om det, ikke blot uddelt og skrevet rapport. Hver gang jeg fik det dårligt, fastholdte de mig i mit skema, disciplinerende som en værge, med stoisk ro. Jeg skrev alle små detaljer ned i en mappe, om hvad der hjælper i perioderne for at holde mig jordnær. Der stod hvad mine triggere var, og tidlige tegn. Blev jeg deprimeret og tung, kom en sygeplejerske og tog mig med ud for at se himlen, og så kunne jeg gå ind igen. Dagen efter var det et bad. Dagen efter mad. Dagen efter alle tre ovennævnte. Og sådanne lærte jeg de små skridt, ud af sygdom. 

Det var hverken overvældende eller uoverskueligt. Og jeg lærte, gennem banaliteterne, at finde hjem til mig selv, holde af hverdagen, holde af lette samtaler, gåture, stille morgener, langsom tænkning. Jeg lærte at bremse mig selv, inden jeg mistede det hele igen. 

I dag er jeg nok så rehabiliteret som jeg kan blive. Stadig på medicin og i behandling. Jeg har hverken været psykotisk eller manisk i over tre år. Melankolien, hypomanien (meget energi, talepres, men ingen alvorlige symptomer) kan ramme. Angsten er til tider småparanoid. Men jeg kan leve med det. Jeg kan være nærværende. Hver dag.

Jeg er både ydmyg og stolt. Jeg ved at min sygdom kan være utilregnelig. Men jeg ved at jeg ikke selv er det. Og jeg har luret den sygdom. Kom ikke her! Som min farmor sagde når man blev ubehøvlet i sin lille brandert, hjemme i hendes tilrøgede stue. Og sygdom er pisseubehøvlet. Især fordi den er svær at adressere, og tilmed umulig at få sin retfærdighed overfor. Du kan ikke stille sygdommen for retten, men du kan bure den inde. Den kan trænge sig på, og lad den lufte sig i tankerne. Jeg føler nogle gange det skal ud. Som opkast. Og så skriver jeg. Jeg står tit op kl4-5 stykker og skriver. Alt hvad jeg overhovedet kan digte og fantasere og forestille mig. Fordi det er det min sygdom altid har gjort i mit sind. Digtet u-virkelige tanker der ledte til så megen skade. 

Nu vender jeg den på hovedet, bruger dens energi til at skabe noget.

Og det er den magt jeg kan tage i øjeblikket. Problemet er bare, at sygdommen er et lille uopdragent væsen, og man ved aldrig helt hvad den finder på. Så jeg giver agt hver dag. Det er vel også en slags vilkår. Det endte jo godt. Jeg er gift med verdens bedste menneske, og vi planlægger alt fem år frem. Det giver en ro. Ligesom med ugeskemaerne. Livet er en gave, og nogle gange er den største frihed at glemme alle de fremragende muligheder og vilde drømme, og istedet kæmpe for det man har kært. Elske det man har, og få det på afstand som nedbryder den kærlighed. Tak for ordet.

Mika

Mit navn er Mika Bengtsson og jeg er 17 år.

Min diagnose er Generaliseret Angst (G.A.D). Jeg har kæmpet mod denne angst i ca. 8 år. Jeg er født og opvokset i San Fransisco, USA, men flyttede til Danmark da jeg var 9 år gammel og fik mine angst symptomer kort efter.

Det er gået op og ned med hvor hårdt det har påvirkede mig. I lang tid var det bare irriterende, men gennem tiden har den udviklet sig til at være en kæmpe del af mit liv. Det sidste år har nok været den hårdeste indtil videre og jeg har måtte droppe ud af gymnasium.

For et par måneder siden, da det blev helt slemt, startede jeg på medicin. Den samme medicin er jeg stadig på, men den har ikke fungeret super godt for mig indtil videre. Jeg går også hos en psykolog og en psykiater.

Mange gange kan jeg blive enormt ked af, at det ikke går bedre efter så lang tid. Selvom alle siger det nok skal gå væk, synes jeg stadig det er svært at forstille sig en fremtid uden angst. Jeg får tanker som ”hvad nu hvis jeg gerne vil giftes, men er for nervøs” eller ”hvad hvis min mand vil have børn, men jeg ikke kan, fordi min angst er for slem”.

Jeg kan blive meget nervøs, selv hvis jeg bare skal nogle ret normale ting som fx skole, fest, være sammen med venner osv. Men det er sådan set ikke selve situationerne der er det sværeste for mig, det er ventetiden op til det. Mine forventninger om hvor dårligt jeg vil have det, er en slem tanke, som kan tage fuldkommen over. Dette gør også at jeg undgår visse situationer, men det giver bare angsten mere magt. Tricket er at udfordre sin angst tilpas nok. Det skal ikke være alt for hårdt, men det skal også give en vis modstand. Man skal bare vise til sig selv at man stadig er i kontrol.

Tænk på det som trappetrin. For mig ville det første skridt være at ”gå i biografen med nogle venner”. Ikke særlig hårdt, men min angst bliver stadig lidt udfordret. Men hvis man så sprang op til trin nr 5, ville den måske lyde, ”Invitere folk over til aftensmad”. Dette ville måske være lidt for meget at gøre til at starte med, og man ville nok få mere gavn af at gå langsomt op af trappetrinene, så det ikke føles som kæmpe skridt man skal tage hele tiden. Man ser hellere ikke en maraton løber, starte med sprint.

I det sidste stykke tid af mit liv har jeg haft svært ved at holde nogen socialt kontakt med nogen, og har endda meget svært ved overhoved at komme ud af mit værelse. Der er heller ikke nogle af mine venner der ved 100% hvor slemt jeg faktisk har det. Og det er også svært at tale om, da de fleste synes det er ubehageligt.

Men mit bedste råd til nogle der står i samme position som mig, er at tage snakken med vennerne og være helt åben om hvordan man har det. De fleste vil forstå og prøve at hjælpe, især hvis de er tætte venner. Jeg har gået og gemt det fra venner og familie og det giver kun mere magt til angsten. Det bedste man kan gøre, er at acceptere at man har angst og arbejde på at finde en måde man kan forbedre sig selv på.

Der er meget hjælp at hente fra folk der holder af en, hvis bare man kan starte en åben dialog om det. I lang tid tænkte jeg at min behandling gik for langsomt og jeg undrede mig over om jeg gjorde alt hvad jeg kunne til at få det bedre. Mine negative katastrofetanker drev mig næsten til vandvid. Men det er bare en del af sygdommen, det er ikke en realitet og så desto hurtigere man kan få det ind i hjernen, desto mere magt kan man tage tilbage fra sin sygdom.

For mig er der et par ting der har virket rigtig godt, og ting der ikke har fungeret så godt. Men husk det er forskelligt fra person til person, og man skal prøve alt før man kan sige om det virker eller ej.

-Snak om hvordan man har det.

Som tidligere nævnt er en åben dialog, den bedste medicin for angst. Det er utroligt hvor fri man føler sig efter at have åbnet op.

-Dyrk alt man synes er sjovt.

For mig var dette at lave film, og jeg har fundet enormt lykke i at lave en film der netop handler om angst. Men jeg har også brugt enormt meget energi på at dyrke sport og andre passioner. Det fylder min hverdag med noget produktivt at lave, som gør mig glad og tager noget at presset fra angsten.

-Fysisk forbedring.

Jeg har haft stor gavn af at lave fysisk træning. Jeg kan se når jeg har det bedst er det fordi jeg træner regelmæssigt, sover nok timer og får kvalitet søvn og spiser ordenligt og tilpas mængder. Hvis man har det godt i kroppen, er det en mindre ting man skal tænke på, og det bliver lige pludseligt et værktøj man kan bruge til at forbedre sig selv.

Så er der de ting der ikke ligefrem har hjulpet for mig, men jeg er sikker på kan hjælpe andre.

-Vejrtrækning

Det er normalt det første en psykolog ville anbefale nogen med angst at prøve. Det sænker pulsen og afslapper kroppen. Men jeg har oplevet at min angst ofte kan være for slem, til at vejrtrækningsøvelser kan hjælpe og at det er umuligt for mig at tænkte på min vejrtrækning mens jeg har det dårligt.

-Flyt fokus

Denne øvelse går for det meste ud på at distrahere sig selv nok til at angsten vil blive skubbet væk. Dette kan man gøre ved at vende blikket ud af kroppen og fx tælle alle de røde ting man kan se. Men ligesom med vejrtrækning, synes jeg at det var begrænset hvor meget det hjalp på mit ubehag.

-Meditation

Jeg har prøvet at lære at meditere ordenligt i lang tid, men hver gang jeg prøver, får jeg det bare værre, fordi jeg sætter så meget fokus på hvordan jeg har det. Det lidt svært at forklare, men jeg synes man vender blikket meget ind ad, som også er meningen, men det gør det også lidt mere ubehageligt.

Uanset hvad der virker for en eller ej, skal man aldrig stoppe med at lede. Der er altid noget der kan hjælpe, det kan bare gå lidt tid før man finder ud af hvad det lige er. Hvis du lider af angst, depression, stress eller andet så mind dig selvom at din sygdom ikke definere dig. Du kan tage magten tilbage. Du behøver ikke at gå i gennem det alene og der er mange der holder af en, der kun vil en det bedste.