Martha

Jeg kommer fra en af de mest overbærende, støttende og forstående familier. Men sådan startede det desværre ikke. I en sen alder af 13, blev jeg diagnosticeret med ADHD, efter adskillige år som misforstået.

Min historie er en opfordring til, at folk bliver bedre informeret og forstående over for hvert individs udfordringer. Siden jeg var helt lille, har jeg været et følsomt barn. Mine kære forældre, som jeg på ingen måder bærer nag eller ser skævt til, kæmpede selv med tilværelsen, og deres overskud og nærvær var der ikke altid i hverdagen.

Mistrivsel i folkeskolen og personligt, betød at jeg måtte tage begynder-klassen om. Dengang havde jeg ingen forståelse af min situation heller og stod selv i en magtesløs position. Jeg var ikke i tvivl om noget var “galt”, men jeg kunne ikke selv sætte en finger eller ord på det. Ofte i skolen oplevede jeg at min hjerne lukkede af og jeg ikke kunne agere “normalt” i timerne. Jeg blev ulykkelig, græd og græd, reagerede voldsomt og blev uhyggelig selvdestruktiv.

Fra samme magtesløshed oplevede jeg mine forældre, men også mine adskillige lærer, skælde mig ud eller råbe af mig, grundet min anderledes opførsel. Jeg havde dengang en matematiklærer, som i sin desperation, fortalte mig at jeg ikke kom længere i livet end bag kassen i netto, grundet min udfordrede indlæring og koncentrationsevne. Med mit sårbare og opgivende sind, slugte jeg hans ord råt og det sætte sig som knuder på indersiden. Det er ikke nemt at forklare, men hvis jeg tænker tilbage på de episoder, så får jeg et helt klart billede af hvad der skete.

Men dengang var jeg og mine pårørende uvidende, usikre og magtesløse, grundet manglende viden. Efter at havde måttet skifte skole, grundet mobning og gentagende opgivelse fra mine lærer, startede jeg på en lille-skole. Det startede positivt og jeg troede at tilværelsen havde givet mig en chance. Men desværre endte det med i ottende klasse, at min klasselærer måtte meddele at jeg var umulig og de måtte give op på mig i undervisningen. Jeg kan huske ordene ordret. Det sagde min klasselærer. Det gav mig et traume og hjalp ikke på mit destruktive sind. “Vi giver op. Vi ved ikke hvad vi skal stille op med hende”. Allerede i så tidlig en alder, udviklede jeg en svær depression. Det opdagede vi, desværre, også alt for sent. Jeg startede på efterskole og det var en af de bedste år af mit liv. Udover at efterskolen havde en filmlinje, som var og er min passion selv idag, så havde de en stor forståelse og erfaring med elever med ADHD. Jeg fik den støtte, forståelse og hjælp jeg havde brug for og endte med at tage min niende klasse med topkarakterer. Depressionen lå dog dulmende under overfladen og da jeg flyttede fra efterskolen, slog det mig hårdt. De ar på sjælen, den forårsagede, satte virkelig sine spor. I en alder af blot 15-16 år var jeg tæt på at tage skridtet og sætte en stopper for smerten.

Heldigvis, lykkedes det mig ikke. Efter min diagnosticering af ADHD, deltog min mor i diverse kurser, læste adskillige bøger og søgte støtte, for at kunne hjælpe mig bedst muligt. Så udover hendes støtte omkring min nylige diagnosticering, så opfangede hun hurtigt min første depression og fik mig i bedring, i samarbejde med min psykiater. Jeg har aldrig set skævt til min familie, for deres magtesløshed eller misforståelse af min adfærd. De var jo blot lige så uvidende som mig selv. Hurtigt blev min mor en af de klogeste mennesker på emnet. Jeg husker tydeligt følelsen af at lære mig selv bedre at kende, sammen med min mor og at vi begge fik opbygget et sprog og en ramme for mine udfordringer. Efter tests, konsultationer og samtaler med min første psykiater, fandt vi den bedste måde for min hjerne at opbygge sig igen. Jeg kom på medicin og det hjalp mig gevaldigt. Jeg tager dem stadig i dag, i en alder af 25 år.

Uden min mors kampgejst, tro og støtte, havde jeg ikke været det velfungerende voksne mennesker jeg er i dag og jeg er hende evig taknemlig. Dog vil jeg klart meddele at jeg ikke tror alle skal medicineres for deres ADHD. Men det var, og er det, der fungerer for mig og jeg har ikke i sinde at stoppe. Jeg har en teori om at ADHD er noget vi alle har. At ADHD ikke er en diagnose, men blot en svagere funktion af hjernen. Vi har alle centeret der udsteder dopamin og alle hjerner arbejder forskelligt. Min doserer ikke dopamin, overhovedet, og det gør en daglig trivsel utroligt hård og kan ofte lede til angst, depressioner eller stress. Jeg kender flere der er medicineret, som jeg, men med anden slags medicin og andre der slet ikke er medicineret, men blot regulerer dem selv med faste rammer, kost og motion.

Jeg ser ADHD som en udfordring, ligesom at man har astma eller acne. Det er en udfordring og påvirker ens hverdag, men det gør ikke en syg eller ustabil. Jeg har flere gange oplevet folk har stemplet mig som psykisk syg på grund af min ADHD og tidligere historik af angst, depressioner og stress-perioder. Eller at folk sætter mig i kasser og afskriver mig muligheder og fremtidsplaner. Jeg er velfungerende med ADHD og kan, den dag i dag, sige at min diagnosticering blot har gjort mig stærkere og meget klogere på mig selv.

Diagnose eller udfordring, så lærte jeg først mig selv ordentligt at kende efter min diagnosticering og føler mig kun som et stærkere individ. Fra en lille misforstået og ulykkelig pige, til en stærk diagnosticeret kvinde på 25 år, står jeg nu som selvstændig på 10’ne år. Vundet priser for mit arbejde, købt mig drømmelejligheden og står ved mig selv, uanset hvordan andres mening eller opfattelse er.

Lad aldrig dine udfordringer i livet være en begrænsning, men blot et værktøj til bedre selvindsigt og videreudvikling. Jeg hedder Martha. Jeg har ADHD og jeg er stolt af mig selv.

Henrijette Del 1

Mit navn er Henrijette, jeg er 25 år gammel og har siden jeg kan huske altid følt mig ved siden af, deprimeret og angstfyldt. Jeg er diagnosticeret med Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse, som i normal tale kaldes for “borderline”, fordi det er kendetegnet ved at ens humør og sindstilstand konstant er på “grænsen” til at skifte. Det er et konstant liv med usikkerhed og et ustabilt selvbillede. Jeg studerer fuldtid til hverdag, og bor alene, og kan heldigvis klare mig rimelig normalt de fleste dage, da jeg i længere tid har gået til terapi og tager medicin ved siden af. 

For kort at fortælle hvorfor jeg endt som jeg er, så kan jeg starte med at fortælle lidt om min opvækst. Jeg kommer fra en relativ almindelig familie; mor, far, hus, vovser, katte, og to større søstre som jeg aldrig har været tætte med, haft noget til fælles med og den dag i dag slet ikke har kontakt til. Generelt har jeg en del familie som jeg ikke har noget som helst til fælles med, og som i bund og grund ikke synes jeg passer ind. Mest af alt fordi jeg er fra København og de er fra Nordjylland – så ja, den del af min familie opfylder helt klart en fordom eller to. 

Men som sagt er jeg vokset op med begge forældre, i et helt almindeligt hus på Vestamager. Intet ud over det sædvanlige, og kommer fra et hjem med støtte og familiefølelse. Det var ikke mine forældre der “ødelagde” mig. 

Jeg blev mobbet alle 10 år i folkeskolen. Jeg ville gerne kunne sige at jeg virkelig prøvede at skille mig ud, og virkelig gav dem en helt masse grund til at mobbe mig, men den eneste grund jeg kan finde er: at børn er virkelig onde nogle gange. Især på Vestamager, som desværre også lever op til fordommene. For de fleste i min klasse endte med at gå for meget op i solarie og knallerter. Jeg gik derimod op i historie, videnskab, computerspil, Twilight og musik. (Når jeg skriver det ned, lyder mit liv ærligt som en stor film kliché).

Men nej, jeg blev ikke bare mobbet fordi jeg ikke gik op i de samme ting, eller fordi jeg var 1 ud af 2 emo piger på hele skolen. Nej, jeg blev mobbet fordi mange børn i folkeskolen har svært ved at forholde til andre børn det ikke er ligesom dem selv, og fordi jeg lod det ske. Jeg sagde ikke fra når jeg blev mobbet, og jeg så også oftes stille på når andre blev mobbet. Så jeg er ikke bedre end dem – for igen, børn er onde. Det værste jeg ved den dag i dag, er stadig 13-årige piger. De skræmmer mig så meget, fordi jeg har oplevet på egen krop, hvor nemt de kan ødelægge en. Jeg havde “venner/veninder” i perioder i skolen, men jeg vidste faktisk aldrig om de stadig var mine venner dagen efter. For det er sådan piger mobber. De tæver dig nødvendigvis ikke, men de kalder dig forfærdelige ting, og lades som om de er dine venner indtil du stoler på dem, og så skrider de og griner af dig. Det er helt klart en oplevelse der den dag i dag, stadig fylder meget og kan gøre mig konstant usikker på alle mine venner. Selvom jeg godt ved at de ikke gør det samme, så sidder det bare så uendelig dybt i mig. 

Jeg trøstede mig selv, med den digitale verden og med musikken. MTV var nok det jeg så allermest, og jeg husker stadig tydeligt den dag jeg så en Green Day video første gang, og bare vidste jeg måtte eje den CD. Heldigvis lod mine forældre mig hører hvad jeg ville og gå med hvad jeg ville – sort hår var dog forbudt, fordi min mor ikke ville ødelægge mit naturligt meget blonde. 

Men ja, det er i bund og grund min generelle opvækst, som lyder som noget man kunne læse på en hver MySpace blog fra samme tid. Men måske derfor jeg blev som jeg blev. 

I dag kæmper jeg stadig meget med mine relationer og har desværre også endt i nogle uheldige forhold, som har forvoldt både fysisk og psykisk misbrug. Noget har jeg fået og noget har jeg delt ud. Jeg har altid haft problemer med mit temperament og hvis jeg blev tilstrækkelig sur og ked af det, så ville jeg nærmest blive et vildt dyr og gå til angreb. Det har mistet mig et forhold, fordi jeg angreb ham flere gange. Andre forhold er gået i stykker, fordi jeg desværre er god til at finde personer som godt kunne lide at få mig til at føle at jeg aldrig var god nok. Det kan være jeg går i dybden med nogle af dem, hvis jeg får lov til at skrive flere indlæg! 

Disse forhold har gjort at jeg i dag har en kæmpe mistro til kærligheden som koncept, og har lovet mig selv at jeg skal kunne klare mig uden nogle andre. En sindstilstand der til tider kan give mig en skøn følelse af frihed, men også noget der gør mig bange for intimitet og andre mennesker, fordi jeg har brændt mig nok gange efterhånden. Hellere være alene og kynisk, end sammen med nogen og ødelagt. Jeg har været single i lidt over halvandet år nu, og selvom det hele lyder lidt mørkt og dystert, så nyder jeg det heldigvis og arbejder dagligt på at nå hen et sted hvor jeg kan lukke folk ind igen. 

Udover alt det jeg har nævnt, kan jeg da hurtigt ridse op at jeg også har kæmpet meget med spiseforstyrrelse. Ikke anoreksi eller bulimi eller overspisning. Har aldrig fundet et konkret ord for hvad jeg fejlede, men jeg ville i hvert fald bare undgå at spise helt generelt fordi jeg var bange for at blive dårlig og bange for at tage på. I dag vejer jeg over 20 kg mere end jeg gjorde dengang, og har efterhånden affundet mig med at H&M synes jeg skal bruge en str 44, selvom jeg ikke føler mig så stor. At tage så meget på har også lært mig at det handler mere om hvad tøj du tager på, end hvad du vejer. Når man endelig finder ens personlige stil og hengiver sig til den fuldkommen, så kommer selvtilliden kravlende hen ad vejen. Det er i hvert fald min erfaring. 

Men ja, nok om hvor jeg kommer fra. Hvor jeg er i dag, er helt klart et liv efter terapi, og et liv med en masse værktøjer der gør mig i stand til at håndterer et pres jeg ikke har kunne før – i hvert fald ikke uden alkohol og stoffer. (Men den historie kan vi måske også tage en anden dag) 

Jeg går stadig i panik når min telefon ringer, og når der bliver banket på døren uden jeg forventer gæster. Jeg bryder stadig sammen i ny og næ, og føler jeg har ødelagt mig selv og alle omkring mig. Jeg bliver stadig jaloux på min bedste venindes veninder, fordi jeg er bange for at hun bedre kan lide dem end mig, og jeg flipper stadig ud når min mor komplimenterer min krop/vægt. Jeg føler selv jeg rummer mange flere fortællinger end det her, men jeg håber det har kunne give et indblik I hvem jeg er, hvad jeg har kæmpet med, og hvor jeg er på vej hen. 

Og hvis der sidder nogle derude og læser med, og føler at verden er mere fucked end normalt, så vil jeg bare sige at: Ja det er den, men alt skal nok gå og der er så mange steder at hente hjælp fra. Brug din omgangskreds, få fat i en terapeut (dette kan gøres ganske gratis heldigvis) og husk på at du ikke er alene og at det er okay at alting vælter en gang i mellem!

Cornelia

Mit navn er Cornelia, jeg er 22 år gammel og dette er min historie. Jeg har ingen psykisk diagnose, men jeg har ar på sjælden som vil følge mig resten af livet.

Jeg er igennem hele min folkeskole blevet mobbet og blevet holdt udenfor. Det blev kun værre med årene. Jeg startede i folkeskole i 2002 i København. Jeg var aldrig rigtig den populære i klassen og jeg vidste egentlig godt hvordan hierarkiet var delt ind i klassen. Man skulle lidt kæmpe for at få en plads blandt de populære. Alle pigerne i klassen havde det godt sammen og vi lavede mange aktiviteter sammen, men alligevel var der altid hende som var dronning af klassen. Jeg havde det egentlig fint i klassen, men min verden bryder sammen, da jeg får at vide vi skal flytte og derfor skal jeg også flytte skole. Midt i 6. klasse bliver jeg revet ud af en god nok klasse og bliver smidt ind i en ny klasse, hvor jeg bestemt ikke passer ind. Der var nogle fra klassen som jeg kunne snakke med, men jeg følte stadig ikke at jeg passede ind. Drengene på den årgang accepteret mig ikke. Det var noget jeg ikke var i tvivl om på et eneste tidspunkt. De populære piger hoppede selvfølgelig med på vognen med at være grov mod mig. Jeg levede egentlig okay med det, fordi jeg havde nogle at snakke med. Jeg var rigtig meget sammen med folk der gik i årgangen under mig, fordi de accepterede mig mere. Jeg fik blandt andet en veninde i årgangen under, som jeg var sammen med næsten hver dag. Vi snakker stadig sammen, og har sågar boet sammen. Jeg havde det bedre med pigerne fra de yngre årgange fordi de ikke kendte mig. De piger jeg snakkede med på min egen årgang havde nogle gange tendens til at de, ja snakkede med mig, men jeg skulle alligevel ikke accepteres helt. Jeg var stadig ikke helt god nok.

Min klasselære i 6. klasse var ligeglad og gad ikke gøre noget ved problemerne, fordi hun alligevel var på vej på pension. Vi fik en ny klasselærer i 7. klasse. Hun kunne hurtigt se jeg var langt bagud fagligt i forhold til de andre. Jeg har siden 2. klasse modtaget ekstra undervisning. Jeg har altid ”bare” fået at vide jeg havde indlæringsproblemer. Men det var ikke tilfældet.

I slutningen af 7 bliver jeg efter mange års kamp konstateret ordblind. Derudover havde mobningen taget til, selvom jeg virkelig prøvede at gøre alt hvad jeg kunne for at passe ind. Det handlede selvfølgelig om at have en masse af det fedeste tøj. Men jeg var bare aldrig nok. Jeg var ikke hurtig nok til at læse, hvilket var et kæmpe problem når vi arbejdede i grupper. Jeg var ikke ”god nok”. Jeg kunne ikke overskue at læse noget, fordi jeg fik så voldsom hovedpine. Jeg har egentlig aldrig rigtig lavet lektier igennem folkeskolen, men ganske enkelt fordi jeg ikke kunne overskue det. Ikke nok med jeg ikke havde overskud, jeg brugte rigtig meget tid alene.

Jeg valgte i 8. klasse at tage 8 om, for at kunne give mig selv en chance. Jeg har igennem min folkeskoletid haft ni forskellige ekstra dansk lærer. Ligeså snart jeg blev tryg ved en lærer, så skete der noget som gjorde at jeg skulle have en ny. Det betød også at den lærer ikke nåede at lære hvilket svagheder jeg havde. Men anyways, jeg tog selv valget om at gå om, fordi jeg ikke ville ødelægge min 9. klasse afgangseksamen.

Jeg tog 8. klasse om på den samme skole. Rygterne løb hurtigt, og pludselig vidste alle på den årgang jeg skulle ned på, at jeg skulle gå om. Der blev nærmest internt skænderi på årgangen ”hvem der skulle have mig” fordi de ville bare ikke have mig i klassen. Blandt andet havde min veninde fra årgangen fortalt mig om den ”interne krig”. Ikke særlig gode tegn, at man allerede har det ry inden man overhovedet går på den årgang. Men en dag kom en pige hen fra årgangen og snakker med mig. Hun spørger ind til om jeg skal gå i deres klasse. Og derfra er jeg så heldig at møde min bedste veninde, som stadig er det tætteste i dag. Otte års venskab. En masse skænderier, men altid den veninde som har stået mig nært, og været der når jeg havde det skidt.

Sommerferien kom og efter sommeren skulle jeg ned i min nye ”8. klasse”. Den klasse jeg kom i, var egentlig okay. Der var lige et par stykker jeg ikke kunne med. Igen var jeg lidt den neutrale i klassen. Ikke rigtig god nok, men heller ikke helt udstødt. Men blandt resten af årgangen, især drengene var det en helt anden sag. Jeg har fortrængt langt de fleste dårlige minder fra den tid, fordi jeg var ikke i tvivl om at jeg bare skulle væk fra den skole. Men en ting der står soleklart for mig, som var det i går, ville jeg gerne fortælle om.

Vi var lige kommet i alderen hvor alkohol var begyndt at blive interessant. Vi havde holdt fest, og mange fra årgangen havde drukket rigtig meget. I slutningen af festen får jeg kysset med en fyr. Derefter går jeg hjem, uden at tænke videre over det. Vi kommer tilbage i skole efter weekenden, og der er sådan en underlig stemning. Nogle piger kigger skævt på mig, men ikke fordi jeg følte det var værre end ”standarten” så jeg tog det ikke så tungt. Om aftenen bliver jeg pludselig tilføjet til en gruppesamtale. Her er det to piger fra min klasse og nogle drenge fra min årgang som skrev sammen. Jeg blev lukket ind, men jeg forstod ikke rigtig samtalen, så jeg rullede helt op i toppen for at forstå hvad der forgik. Hele samtalen handlede bare om at svine mig så groft til som de overhovedet kunne. De gjorde grin med at jeg havde kysset med den her fyr. Men det var mig der var den ”klamme”. Jeg var både klam, tyk, grim, jeg lugtede. Jeg var dum. Alle tænkelige grimme ord blev der skrevet i den samtale. Den aften knækkede filmen. Jeg blev så frustreret jeg ikke anede hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det ender med jeg kaster min telefon så hårdt ind i væggen, bare for jeg kan slippe væk fra de her beskeder. Dagen efter er jeg klar over to ting.

  1. Jeg skal have sagt noget til skolen, så det kan blive stoppet
  2. Jeg skal bare væk fra den skole så hurtigt så muligt.

Det ender med de piger der har skrevet de her ting, tager fat i mig og fyrer en løgn af omkring at jeg skulle have svinet dem til. Til hvem? Jeg havde én jeg kunne sige sådan noget til, og hun ville ikke sige noget. Resten af året pjækkede jeg væk, fordi jeg nægtet at komme i skole. Jeg ville ikke se dem i øjnene igen. Jeg vidste godt der blev sagt en masse grimme ting bag min ryg. Der blev også sagt en masse til mig direkte, men noget jeg har fortrængt fordi det ikke er min tid eller kræfter værdigt.

9. og 10. klasse tog jeg på en ordblinde efterskole, som var lavet til at hjælpe mig på vej. Vi var ikke alene her, vi havde alle sammen et fælles problem, som vi stod sammen om. Pludselig vendte det og nu var jeg den populære. Mit første år på efterskolen var fantastisk og jeg fik alt mit selvværd her. 10. klasse startede vi forfra som folkeskolen. Folk kunne ikke lide mig, fordi jeg havde det så godt med mig selv. Det ender med jeg går ned med en voldsom depression og måtte tage til psykolog en gang om ugen, fordi jeg havde det så skidt. Det hjalp mig. Jeg har siden hen benyttede mig af psykologer af flere årsager.

Mit mål ved at fortælle min historie er at lære andre at stå op for sig selv. Vi har alle sammen noget vi går og arbejder på. Vi er dem vi er, og vi skal stå ved det. Der vil altid være nogle som kan lide dig, og altid være nogle som ikke kan. Sæt fokus på de vigtige ting i livet, så som de mennesker der elsker dig. Det er okay at bede om hjælp. Om det så er din ven, din familie eller en helt tredje du stoler på, så gør det. Jeg ende med at finde kæmpe støtte i en lærer på efterskolen som hjalp mig på vej til at få skubbet mig mod den rigtige retning. Havde jeg ikke mødt nogle af disse mennesker på min vej, så som min bedste veninde, min lærer eller jeg ikke havde haft kærlighed fra familien som jeg har, så havde jeg nok ikke været her mere. Det er hårdt at sige højt, men det er sådan real life er. Hvis du går og har det svært med noget, så sig det højt. Tal med nogen om det der går dig på. Det gør ikke dig til et svagt menneske. At sige højt ”jeg har det skidt” er bare helt okay.

Tænk over det her:

Hvis du ikke søger hjælp, er det ligesom ikke at tag på skadestuen med din brækkede arm. Hvis du ikke får hjælp eller får sagt højt at du har det skidt, så heler du ikke ordenligt. Din brækkede arm ville garanteret heller ikke vokse ordenligt sammen, med mindre du kommer en tur forbi skadestuen. Hvis din arm får den rette hjælp, hvorfor skal din psyke så ikke også have den rette hjælp?

De kærligste fighter hilsner

Cornelia