Martha

Jeg kommer fra en af de mest overbærende, støttende og forstående familier. Men sådan startede det desværre ikke. I en sen alder af 13, blev jeg diagnosticeret med ADHD, efter adskillige år som misforstået.

Min historie er en opfordring til, at folk bliver bedre informeret og forstående over for hvert individs udfordringer. Siden jeg var helt lille, har jeg været et følsomt barn. Mine kære forældre, som jeg på ingen måder bærer nag eller ser skævt til, kæmpede selv med tilværelsen, og deres overskud og nærvær var der ikke altid i hverdagen.

Mistrivsel i folkeskolen og personligt, betød at jeg måtte tage begynder-klassen om. Dengang havde jeg ingen forståelse af min situation heller og stod selv i en magtesløs position. Jeg var ikke i tvivl om noget var “galt”, men jeg kunne ikke selv sætte en finger eller ord på det. Ofte i skolen oplevede jeg at min hjerne lukkede af og jeg ikke kunne agere “normalt” i timerne. Jeg blev ulykkelig, græd og græd, reagerede voldsomt og blev uhyggelig selvdestruktiv.

Fra samme magtesløshed oplevede jeg mine forældre, men også mine adskillige lærer, skælde mig ud eller råbe af mig, grundet min anderledes opførsel. Jeg havde dengang en matematiklærer, som i sin desperation, fortalte mig at jeg ikke kom længere i livet end bag kassen i netto, grundet min udfordrede indlæring og koncentrationsevne. Med mit sårbare og opgivende sind, slugte jeg hans ord råt og det sætte sig som knuder på indersiden. Det er ikke nemt at forklare, men hvis jeg tænker tilbage på de episoder, så får jeg et helt klart billede af hvad der skete.

Men dengang var jeg og mine pårørende uvidende, usikre og magtesløse, grundet manglende viden. Efter at havde måttet skifte skole, grundet mobning og gentagende opgivelse fra mine lærer, startede jeg på en lille-skole. Det startede positivt og jeg troede at tilværelsen havde givet mig en chance. Men desværre endte det med i ottende klasse, at min klasselærer måtte meddele at jeg var umulig og de måtte give op på mig i undervisningen. Jeg kan huske ordene ordret. Det sagde min klasselærer. Det gav mig et traume og hjalp ikke på mit destruktive sind. “Vi giver op. Vi ved ikke hvad vi skal stille op med hende”. Allerede i så tidlig en alder, udviklede jeg en svær depression. Det opdagede vi, desværre, også alt for sent. Jeg startede på efterskole og det var en af de bedste år af mit liv. Udover at efterskolen havde en filmlinje, som var og er min passion selv idag, så havde de en stor forståelse og erfaring med elever med ADHD. Jeg fik den støtte, forståelse og hjælp jeg havde brug for og endte med at tage min niende klasse med topkarakterer. Depressionen lå dog dulmende under overfladen og da jeg flyttede fra efterskolen, slog det mig hårdt. De ar på sjælen, den forårsagede, satte virkelig sine spor. I en alder af blot 15-16 år var jeg tæt på at tage skridtet og sætte en stopper for smerten.

Heldigvis, lykkedes det mig ikke. Efter min diagnosticering af ADHD, deltog min mor i diverse kurser, læste adskillige bøger og søgte støtte, for at kunne hjælpe mig bedst muligt. Så udover hendes støtte omkring min nylige diagnosticering, så opfangede hun hurtigt min første depression og fik mig i bedring, i samarbejde med min psykiater. Jeg har aldrig set skævt til min familie, for deres magtesløshed eller misforståelse af min adfærd. De var jo blot lige så uvidende som mig selv. Hurtigt blev min mor en af de klogeste mennesker på emnet. Jeg husker tydeligt følelsen af at lære mig selv bedre at kende, sammen med min mor og at vi begge fik opbygget et sprog og en ramme for mine udfordringer. Efter tests, konsultationer og samtaler med min første psykiater, fandt vi den bedste måde for min hjerne at opbygge sig igen. Jeg kom på medicin og det hjalp mig gevaldigt. Jeg tager dem stadig i dag, i en alder af 25 år.

Uden min mors kampgejst, tro og støtte, havde jeg ikke været det velfungerende voksne mennesker jeg er i dag og jeg er hende evig taknemlig. Dog vil jeg klart meddele at jeg ikke tror alle skal medicineres for deres ADHD. Men det var, og er det, der fungerer for mig og jeg har ikke i sinde at stoppe. Jeg har en teori om at ADHD er noget vi alle har. At ADHD ikke er en diagnose, men blot en svagere funktion af hjernen. Vi har alle centeret der udsteder dopamin og alle hjerner arbejder forskelligt. Min doserer ikke dopamin, overhovedet, og det gør en daglig trivsel utroligt hård og kan ofte lede til angst, depressioner eller stress. Jeg kender flere der er medicineret, som jeg, men med anden slags medicin og andre der slet ikke er medicineret, men blot regulerer dem selv med faste rammer, kost og motion.

Jeg ser ADHD som en udfordring, ligesom at man har astma eller acne. Det er en udfordring og påvirker ens hverdag, men det gør ikke en syg eller ustabil. Jeg har flere gange oplevet folk har stemplet mig som psykisk syg på grund af min ADHD og tidligere historik af angst, depressioner og stress-perioder. Eller at folk sætter mig i kasser og afskriver mig muligheder og fremtidsplaner. Jeg er velfungerende med ADHD og kan, den dag i dag, sige at min diagnosticering blot har gjort mig stærkere og meget klogere på mig selv.

Diagnose eller udfordring, så lærte jeg først mig selv ordentligt at kende efter min diagnosticering og føler mig kun som et stærkere individ. Fra en lille misforstået og ulykkelig pige, til en stærk diagnosticeret kvinde på 25 år, står jeg nu som selvstændig på 10’ne år. Vundet priser for mit arbejde, købt mig drømmelejligheden og står ved mig selv, uanset hvordan andres mening eller opfattelse er.

Lad aldrig dine udfordringer i livet være en begrænsning, men blot et værktøj til bedre selvindsigt og videreudvikling. Jeg hedder Martha. Jeg har ADHD og jeg er stolt af mig selv.