Lykke

Kære læser, hvem end det er. Det er mig Lykke. Lykke uden filter. Jeg er 16 år gammel og kommer fra Sønderjylland. I min fritid har jeg 2 heste og derudover så har jeg også dykkecertifikat. Jeg bor sammen med min mor og hendes kommende mand. Mit liv hidtil har ikke været let, nej faktisk overhovedet ikke, men nu kommer min historie og min rejse indtil nu. Håber i vil læse med. Det bliver ikke ned i de mindste detaljer for så kunne jeg skrive en hel bog.

Jeg mistede min far da jeg var 6 år gammel, han var alvorligt syg med kræft. Jeg huske tydeligt de lange hvide gange på landets hospitaler, de lange timer mens far var til operationer og alle de grimme oplevelser med opkast og tarmslyng. Dette har sat stort præg på mig og i dag lider jeg stadig af gener fra dengang, men det kommer vi nærmere ind på senere. 

Min skolegang indtil 6 klasse var normal med liv og glade dage. Desværre sker der et eller andet i 6 klasse, som ingen ved hvad var. Jeg trak mig i løbet af kort tid fra alt det sociale og lukkede folk ud. Jeg var i skole, men snakkede ikke med nogle. Jeg fik oftere og oftere nogle anfald hvor jeg græd og græd i skolen. Jeg låste mig ude på toilettet til det var overstået. Jeg rystede og var rigtigt påvirket af de anfald. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke at det var angst, men kort tid efter det blev ”opdaget” blev jeg af min egen læge henvist til børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium med mistanke om angst. Jeg blev udredt for angst og fik også min angstdiagnose – anden blandet angsttilstand da jeg havde 3 typer angst. Det blev sommerferie og et par uger inden jeg startede i 7 klasse begyndte jeg at høre stemmer. De tog til og der kom flere og flere til. Timerne var lange og jeg fortalt ingen om disse stemmer, som jeg nu også pludselig kunne se skygger af. Jeg sad ude på gangen i timerne, kunne ikke overskue at være til timerne. En dag var det helt skidt og stemmerne havde hele dagen snakket om hvor meget jeg skulle skade mig selv. Det var denne dag jeg satte den første rids i min arm. Det tog til og selvskaden blev voldsommere og til sidst blev det opdaget. Jeg nåede ud et sted hvor jeg ikke kunne bunde, skadetuen var blevet en kendt sted og de kategoriserede mig som ”svært selvskadende”.  Dagene gik og jeg fik det værre og værre – jeg græd meget, var angst, havde intet overskud, gemte mig for lærerne på skolen.

Og så kom selvmordstankerne i starten af 9 klasse.

Efter en dag med selvskade, gråd og ulykkelighed blev jeg indlagt på et åbent psykiatrisk afsnit. Det hele tog over og jeg havde mine første selvmordsforsøg. Efter 3 uger forlangte jeg mig udskrevet, dette kunne ikke imødekommes og jeg blev under tvang ført til et lukket afsnit. Jeg blev tvangstilbageholdt mod min vilje. De startede op på min udredning og jeg lukkede for første gange op for at jeg hørte og så ting der ikke var der. Desværre måtte denne udredning afsluttes da jeg var for dårlig til at gennemfører. 

Det var hårde og lange dage med daglig tvang. Der kom flere selvmordsforsøg, faktisk ret mange, jeg stak af og blev fundet af politiet flere gange, lagt i deres pudsede håndjern og kørt tilbage på afdelingen for at blive mødt med mere tvang. Efter 3,5 måned blev jeg udskrevet, uden en egentlig plan – dog var jeg begyndt at tage min medicin frivilligt. 14 dage ude og så blev jeg tvangsindlagt. Der har siden været flere indlæggelser både frivilligt og på tvang. 

Jeg blev udredt i et psykoseteam, men jeg sagde det ikke som jeg havde det – eller jo men jeg sagde ikke alle tingene, derfor kunne den ikke bruges til noget. Jeg blev opgivet og min socialrådgiver tog sagen til sig – hun henviste mig til VISO som tager de sværeste og mest komplicerede psykiske patienter ind. Her skal jeg nu udredes igen, hvor planen er at vi starter i august. Jeg har gennem tiden haft mange diagnoser og fået slettet mange, det har været et rent kaos omkring det. Derfor har jeg ikke nævnt min diagnoser her.

For at nævne hvad jeg bøvler med er det – angst, depressive symptomer, psykoser med hallucinationer på flere sanser. Jeg har været plaget meget af selvskade og selvmordstanker. Lige nu venter jeg på at VISO specialisten henvender sig. Jeg er stadig på antidepressiv og antipsykotisk medicin som jeg har været behandlet med i lidt over 1 år. 

Jeg har de skønneste venner og veninder som jeg elsker at bruge tid sammen med når jeg har det godt. Kunne heller ikke ønske mig en bedre familie, de er så støttende og hjælpsomme. Efter sommerferien skal jeg på efterskole igen, jeg har fået lov til at tage et år mere i 10 klasse af undervisningsministeriet. Det glæder jeg mig til.

Jeg brænder for at bryde det enorme tabu der er, dette gør jeg blandt andet på min Instagram profil @lykkes_rejse, hvor i hellere end gerne må være med til at bryde tabuet og følge med i mit liv på godt og ondt. Det var meget kort min historie. Tak fordi i læste med. 

Kærlig hilsen Lykke

Henrijette del 2

Med mit andet indlæg, følte jeg at det gav god mening for mig at skrive noget mere dybdegående om det at gå i terapi. Jeg har d. 1. juli 2020 sidste gang hos min terapeut, og afslutter det forløb jeg har brugt et år på at gennemføre. Overraskende nok er det nemmere for mig end jeg troede det ville være. Bevares, kæmper da helt klart med tanken, men samtidig har det også været så utroligt produktivt et år for mig rent mentalt, at jeg faktisk ikke er bange for at komme ud i verden igen, uden en terapeut. 

Jeg har gået i terapi/til psykolog over flere omgange af adskillige grunde, og første gang var i folkeskolen hos skolepsykologen efter et forfærdeligt sammenbrud i skoletiden. Dengang gad jeg ikke tale med nogen om det, for hvad nyttede det. Vi vidste jo allesammen godt at man ikke stopper mobning ved at snakke med de voksne. 

Klarede gymnasiet uden yderligere samtaler med den slags fagpersoner, men ikke ligefrem smertefrit. Men igen, det virkede bare ikke som en god ting at tale med nogen, for jeg ville ikke have at der var galt med mig. Kun syge mennesker gik til psykolog/terapi dengang. 

Næsten lige efter gymnasiet startede jeg til psykolog. Tingene skrantede en del for mig, og jeg havde ikke så nemt ved at finde et arbejde som jeg troede. Heldigvis kunne jeg få 10 gratis timer hos psykolog gennem min fars arbejdsforsikring, og det virkede lidt som lykken dengang. Jeg startede hos en sød psykolog og fik et fuldtidsarbejde, så alt var jo godt. 

Nej… Min ellers søde, dejlige og kompetente psykolog var ikke trænet i hvad jeg havde brug for, har jeg fundet ud af bagefter. Hun var en sindssyg god coach og rigtigt god til stress, men fik også hurtigt stemplet mig som en “ung pige der bare har svært ved at finde sin plads”, så derfor var der jo ikke mere galt med mig end alle andre unge mennesker. 

Hun var med til at lærer mig hvor vigtigt det er at være hos den rigtige terapeut/psykolog fremover. Fordi det er 100% det vigtigste, og hvis man ikke gør, kan man desværre ende med ikke at få den rigtige hjælp. 

Jeg gik yderligere nogle år og troede at jeg bare skulle finde mig tilrette og blive lidt ældre og så ville alt være godt. Det skete bare aldrig. Jeg drak mere og mere, og stoffer fristede også mere og mere. Jeg havde været til lægen og fået at vide at jeg formentlig var deprimeret, og det gjorde jeg ikke meget mere ved, fordi i sidste ende vidste jeg det godt. 

Jeg endte i en meget ustabil relation der virkelig fik skubbet mig utrolig langt, og den endte da han skiftede mig ud for en anden. Vi forblev “venner” men det var så usundt for mig at jeg knækkede fuldstændigt på det. Jeg blev indlagt med et sammenbrud på psykiatrisk skadestue i Roskilde, og blev sendt til udredning efterfølgende. Her fandt man ud af at jeg formentlig led af Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse og der styrtede min verden sammen igen igen. For nu var jeg jo rigtigt syg. Jeg startede til noget indledende forløb, hvilket jeg endte med at tage 2 gange uden nogen forklaring fra psykiatrisk afdeling og ventetiden på et reel behandlingsforløb blev længere og længere. Så lang at jeg endte på antidepressive piller som ødelagde mig mere end de gavnede. Det var her jeg prøvede at tage en overdosis og ende mit liv. Jeg blev indlagt 3 dage mens jeg kom mig over det og er den dag i dag glad for at jeg overlevede det. 

Jeg blev kastet ud i endnu et behandlingsforløb i Roskilde som igen aldrig rigtigt kom til at starte ordentligt. Så jeg endte med at droppe det. Jeg var så træt af forløber og ventetider og ville bare prøve at gøre hvad jeg kunne for at passe på mig selv i stedet for. Jeg fokuserede mere på studiet, venner, familie og andet der gjorde mig glad. Og så mødte jeg en der viste sig at skulle ændre mit liv for evigt. 

Han blev mit et og alt men også det farligste for mig. Det var ren sex, drugs & rock’n’roll i weekenderne, og mit ustabile kaos af et sind resten af tiden. Det første af de to altafgørende aftener vi havde, var vores første nytår sammen. Jeg har stadig arret derfra men husker ikke meget. Ved bare jeg blev hentet af politiet med blod over det hele og blev indlagt på Bispebjerg natten over. Derefter hang forholdet i en tynd tråd og jeg blev tilknyttet et MBT-forløb (mentaliserings baseret terapi) på psykiatrisk center på Nørrebro. Det var der selvfølgelig også ventetid på, men denne her gang havde mine forældre mulighed for at hjælpe mig økonomisk så jeg kunne gå til psykolog indtil da. Jeg startede i terapi, startede i praktik i forbindelse med uddannelse og vi arbejdede på vores forhold. Alt gik godt. 

Terapien begyndte hurtigt at virke ligegyldig for mig fordi det hele handlede om at finde ud af hvad man følte, og det vidste jeg altid – men jeg vidste bare aldrig hvordan jeg skulle håndtere det. Alt andet i mit liv gik fint, så jeg begyndte at blive væk fordi jeg var så opslugt af mit eget liv. Det er en tendens jeg har haft en del ift. Terapi – jeg bliver væk når jeg føler jeg ikke har brug for det, og det er faktisk virkelig dumt. For man har altid brug for det!

Andet afgørende skænderi endte i et afsluttet forhold og et par knuste hjerter, og endnu en dårlig aften på samvittigheden. Det endte med endnu en indlæggelse, denne gang på Hillerød, og det endte i endnu et terapiforløb på Nørrebro. Samme klinik som jeg førhen havde skredet fra men denne gang i et helt andet forløb, nemlig noget der hedder DAT; dialektisk adfærds terapi. Det skulle vise sig at vende op og ned på alting, og er aktivt det der har gjort mig til den jeg er i dag. Jeg fik endelig de her værktøjer til at håndtere mine følelser, som jeg havde efterlyst i alle de år, og jeg fik lov til at snakke med en masse mennesker i samme situation som mig. Og sidst men ikke mindst så havde jeg en skøn terapeut der endelig forstod mig. Jeg følte mig tilrette og hjemme, også selvom det var hårdt og ulideligt til tider. 

Det sidste forløb har gjort mig i stand til at sige fra og sige til, og give slip på alle de giftige ting jeg havde i mit liv. Den dag i dag er jeg meget mere afbalanceret og har mere styr på mit hoved og mine reaktioner. Mit liv er ikke perfekt men jeg har aldrig haft det så godt som jeg har nu. 

Så vigtigheden af den rigtige terapi-type, den rigtige terapeut og en mental paratheds følelse, kan ændre ens liv!