Lykke

Kære læser, hvem end det er. Det er mig Lykke. Lykke uden filter. Jeg er 16 år gammel og kommer fra Sønderjylland. I min fritid har jeg 2 heste og derudover så har jeg også dykkecertifikat. Jeg bor sammen med min mor og hendes kommende mand. Mit liv hidtil har ikke været let, nej faktisk overhovedet ikke, men nu kommer min historie og min rejse indtil nu. Håber i vil læse med. Det bliver ikke ned i de mindste detaljer for så kunne jeg skrive en hel bog.

Jeg mistede min far da jeg var 6 år gammel, han var alvorligt syg med kræft. Jeg huske tydeligt de lange hvide gange på landets hospitaler, de lange timer mens far var til operationer og alle de grimme oplevelser med opkast og tarmslyng. Dette har sat stort præg på mig og i dag lider jeg stadig af gener fra dengang, men det kommer vi nærmere ind på senere. 

Min skolegang indtil 6 klasse var normal med liv og glade dage. Desværre sker der et eller andet i 6 klasse, som ingen ved hvad var. Jeg trak mig i løbet af kort tid fra alt det sociale og lukkede folk ud. Jeg var i skole, men snakkede ikke med nogle. Jeg fik oftere og oftere nogle anfald hvor jeg græd og græd i skolen. Jeg låste mig ude på toilettet til det var overstået. Jeg rystede og var rigtigt påvirket af de anfald. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke at det var angst, men kort tid efter det blev ”opdaget” blev jeg af min egen læge henvist til børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium med mistanke om angst. Jeg blev udredt for angst og fik også min angstdiagnose – anden blandet angsttilstand da jeg havde 3 typer angst. Det blev sommerferie og et par uger inden jeg startede i 7 klasse begyndte jeg at høre stemmer. De tog til og der kom flere og flere til. Timerne var lange og jeg fortalt ingen om disse stemmer, som jeg nu også pludselig kunne se skygger af. Jeg sad ude på gangen i timerne, kunne ikke overskue at være til timerne. En dag var det helt skidt og stemmerne havde hele dagen snakket om hvor meget jeg skulle skade mig selv. Det var denne dag jeg satte den første rids i min arm. Det tog til og selvskaden blev voldsommere og til sidst blev det opdaget. Jeg nåede ud et sted hvor jeg ikke kunne bunde, skadetuen var blevet en kendt sted og de kategoriserede mig som ”svært selvskadende”.  Dagene gik og jeg fik det værre og værre – jeg græd meget, var angst, havde intet overskud, gemte mig for lærerne på skolen.

Og så kom selvmordstankerne i starten af 9 klasse.

Efter en dag med selvskade, gråd og ulykkelighed blev jeg indlagt på et åbent psykiatrisk afsnit. Det hele tog over og jeg havde mine første selvmordsforsøg. Efter 3 uger forlangte jeg mig udskrevet, dette kunne ikke imødekommes og jeg blev under tvang ført til et lukket afsnit. Jeg blev tvangstilbageholdt mod min vilje. De startede op på min udredning og jeg lukkede for første gange op for at jeg hørte og så ting der ikke var der. Desværre måtte denne udredning afsluttes da jeg var for dårlig til at gennemfører. 

Det var hårde og lange dage med daglig tvang. Der kom flere selvmordsforsøg, faktisk ret mange, jeg stak af og blev fundet af politiet flere gange, lagt i deres pudsede håndjern og kørt tilbage på afdelingen for at blive mødt med mere tvang. Efter 3,5 måned blev jeg udskrevet, uden en egentlig plan – dog var jeg begyndt at tage min medicin frivilligt. 14 dage ude og så blev jeg tvangsindlagt. Der har siden været flere indlæggelser både frivilligt og på tvang. 

Jeg blev udredt i et psykoseteam, men jeg sagde det ikke som jeg havde det – eller jo men jeg sagde ikke alle tingene, derfor kunne den ikke bruges til noget. Jeg blev opgivet og min socialrådgiver tog sagen til sig – hun henviste mig til VISO som tager de sværeste og mest komplicerede psykiske patienter ind. Her skal jeg nu udredes igen, hvor planen er at vi starter i august. Jeg har gennem tiden haft mange diagnoser og fået slettet mange, det har været et rent kaos omkring det. Derfor har jeg ikke nævnt min diagnoser her.

For at nævne hvad jeg bøvler med er det – angst, depressive symptomer, psykoser med hallucinationer på flere sanser. Jeg har været plaget meget af selvskade og selvmordstanker. Lige nu venter jeg på at VISO specialisten henvender sig. Jeg er stadig på antidepressiv og antipsykotisk medicin som jeg har været behandlet med i lidt over 1 år. 

Jeg har de skønneste venner og veninder som jeg elsker at bruge tid sammen med når jeg har det godt. Kunne heller ikke ønske mig en bedre familie, de er så støttende og hjælpsomme. Efter sommerferien skal jeg på efterskole igen, jeg har fået lov til at tage et år mere i 10 klasse af undervisningsministeriet. Det glæder jeg mig til.

Jeg brænder for at bryde det enorme tabu der er, dette gør jeg blandt andet på min Instagram profil @lykkes_rejse, hvor i hellere end gerne må være med til at bryde tabuet og følge med i mit liv på godt og ondt. Det var meget kort min historie. Tak fordi i læste med. 

Kærlig hilsen Lykke