Lise-Lotte

Hej,
Mit navn er Lise-Lotte og jeg er 21 år gammel.
Min historie er lang og forvirret, men jeg vil prøve at gøre den så kort som muligt.
Da jeg var 4 år gammel oplevede jeg angst for første gang. Det var i forbindelse med at jeg blev fjernet hjemmefra min mor. Jeg kom i plejefamilie og jeg følte mig forladt. Jeg var bange og utryg hele tiden. Jeg var bange for at der skulle komme nogle og tage mig. Det er en frygt der aldrig er forsvundet.

Årene gik og jeg kom hjem igen at bo. Man skulle tro at det hjalp på min angst, men det gjorde det ikke. Jeg var bange hele tiden. Bange for at nogle skulle tage mig, bange for at de skulle slå min mor eller mig ihjel. Det var så slemt at hvis jeg var alene hjemme, så sad jeg i vindueskarmen med en køkkenkniv i hånden. Når min mor og far så kom hjem smed jeg kniven ud i skuffen og tændte tv’et. Som om intet var hændt. Jeg sagde aldrig noget til dem. Jeg vidste jo egentlig heller ikke at det var angst. Jeg vidste bare at der var noget helt galt. Det var mærkeligt og derfor ville jeg ikke sige det.

Der gik nogle år hvor det bare var sådan og så blev min far syg og døde da jeg var 14 år. Der væltede jeg fuldstændig. Jeg havde kniven med mig overalt. Også i skoletasken. Min mor kunne nu fornemme at der var noget galt og derfor blev jeg ret hurtigt, efter min fars død, henvist til psyk. Jeg fik diagnosen generaliseret angst og blev startet op i Medicinsk behandling.
Jeg gik til samtaler jævnligt og min angst kørte op og ned.

Som 16 årig blev jeg afsluttet på psykiatrisk ambulatorium og flyttede så i egen lejlighed. Der blev kniven igen en del af min hverdag og den konstante utryghed fyldte min krop. Medicinen var jeg stoppet med og det var nok ikke så smart, set i bakspejlet.
Jeg husker faktisk ikke så meget fra de efterfølgende år, udover at de var tynget med nederlag efter nederlag. Startede på uddannelse og startede på job, men måtte efter kort tid erkende at min angst var for slem og derfor stoppe jeg igen.. den seance gentog sig mange gange.

Som 19 årig fik jeg nok! Jeg bedte selv om hjælp og så blev jeg igen henvist til psykiatrisk ambulatorium.
Jeg blev startet op i medicin igen og så skete der faktisk ikke mere. Hverken terapi eller andet. Det var bare det. Eller jo de gav mig en depressionsdiagnose, som de så sidenhen har trukket tilbage igen. Flot.

Jeg gik for mig selv i næsten 2 år, før de faktisk fattede at der skulle ske noget. Jeg blev igen udredt og nu har jeg fået diagnosen bipolar sindslidelse type 2. Jeg er stadig under “overvågning” og det er stadig nyt for mig, så derfor giver det ikke så meget mening at uddybe det lige nu.

I forhold til min angst, lærte jeg at det kun er mig selv der kan gøre noget. De professionelle gjorde tydeligvis ikke noget for at hjælpe mig, så det måtte jeg jo selv begynde på. Jeg kunne ikke blive ved med at vente på at nogle ville hjælpe mig. Jeg måtte tage ansvar for mig selv nu. Så det gjorde jeg.
Jeg bruger mange redskaber for at holde min angst nede. Blandt andet en meditation som jeg selv har lavet. Udover dette prøver jeg også at planlægge min dag. Der gør nemlig at jeg ikke oplever min angst særlig kraftigt mere. Jeg har udover dette skrevet en bog omkring min angst, og så hjælper det mig ufatteligt meget at jeg endelig tør dele min historie. Det gør jeg dagligt på Instagram under navnet liselotte_brandstrup og jeg får det bedre hvergang jeg kommer ud med det der tynger mig.

Det var den korte historie. Vær glad for at det ikke er den lange 😉

Med venlig hilsen Lise-Lotte

Olivia

Kære læsere,
Jeg hedder Olivia og er 26 år. Jeg er det man i daglig tale vil kalde en ”12-talspige”. Eller rettere; det var jeg. For 5 år siden startede jeg på, hvad jeg troede var, det rigtige studie for mig. Det var en bacheloruddannelse på universitetet, hvor jeg efterfølgende, selvfølgelig, ville tage en kandidatgrad i samme fag. Jeg blev klogere. Forinden min start på universitetet havde jeg arbejdet i 2 år som fuldtids lærervikar på min gamle folkeskole. Jeg var så glad for jobbet – det var det fedeste at lære fra sig, og at være en vigtig del af børnenes hverdag. I første omgang var min plan at tage ét sabbatår efter gymnasiet. Det var nemlig ”okay” at gøre, ift. de krav, jeg havde stillet mig selv. Da jeg efter det år stadig ikke vidste, hvad jeg ville læse, tog jeg et til. Jeg kan huske, at jeg brugte så lang tid på at forsvare mit valg for min omgangskreds. Ikke fordi de nødvendigvis spurgte, eller syntes det var et forkert valg, men kravene til mig selv var så høje, at jeg følte, mit valg skulle retfærdiggøres.
Så jeg startede efter de to år, på universitetsuddannelsen, fordi det skal man jo. Det var i hvert fald det, jeg havde bildt mig selv ind. Jeg kommer fra en god, tryg familie, som altid har støttet mig i de valg, jeg har truffet. Presset kom ikke fra dem. Det kom fra mig selv. Da jeg deltog i rustur og introugen på studiet tænkte jeg allerede her, at noget var galt. Jeg passede ikke ind, jeg fandt mig ikke tilrette. Jeg savnede mit arbejde. Da forelæsningerne og holdundervisningen begyndte, følte jeg mig malplaceret. Jeg vidste, at jeg indenfor kort tid blev nødt til at træffe en beslutning om, at vælge et andet studie.
Min angst blussede op, jeg kunne ikke være alene. Sådan har jeg altid reageret, når jeg er blevet presset. Så ved jeg, at der er noget, jeg skal tage hånd om. Denne gang tog den en ny, mere altopslugende form. Jeg vågnede flere gange om natten, og var sikker på, at der stod én ved min seng. Jeg sov faktisk ikke mere end et par timers, afbrudt søvn om natten. Dette blev overtaget af en konstant fornemmelse af at være forfulgt. Den kommer stadig på besøg, når jeg er presset eller der sker store ændringer i mit liv og hverdag. Faktisk kom den fornyligt på besøg da jeg, en søndag formiddag, skulle en tur i Irma for at handle. Jeg var sikker på, at der var én der fulgte efter mig hele vejen. Min puls steg, mit hoved blev varmt og blussende og jeg kunne mærke at min vejrtrækning ændrede sig markant. Jeg betalte hurtigt mine varer og løb hjem. Den konstante, lidt høje puls blev en mere eller mindre konstant del af mit liv i perioden med studieskift. Det er den stadig i perioder. Jeg får stadig behandling og hjælp til at håndtere den af en psykolog.

For nogle kan det lyde banalt at få en sådan reaktion på en beslutning om at skifte studie. For mig var det en identitetskrise. For mig var det et opgør med en identitet, jeg havde opbygget og et narrativ, jeg havde fortalt om mig selv. Hele mit liv, har jeg stillet umenneskelige krav til mig selv. Jeg har skullet præstere 110% i ALT, jeg har fortaget mig. Ellers kunne man jo ligeså godt lade være.
Jeg tog, efter stor overvejelse og mange timers grublerier, beslutningen om at blive skolelærer.

Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg satte mig selv fri.

Lærke

Kære læser… Det er mig, Lærke. Lærke på 17 år, der kommer fra Jylland. Mig, min historie og den nøgne sandhed. Jeg bor sammen med mine forældre og mine 3 brødre. I min fritid ELSKER jeg at dyrke rytmisk gymnastik, spille klaver og sjippe. Min yndlingsfarve er lyserød, men livet har dog aldrig været lyserødt for mig… Håber, I vil læse med.


I en tidlig alder, 5. klasse, døjede jeg med periodevise rygsmerter. Smerterne kunne være der i 10 dage, hvor de bare eskalerede. Så var der også smerteanfald, hvor jeg bare lå på gulvet, vred mig rundt og græd af smerte. Og bum, så kunne smerterne forsvinde helt og være væk i 3-4 måneder. Med årene blev det så værre, og jeg endte med at blive akutindlagt på somatisk grundet svære smerter. Jeg kastede op af smerte og havde det egentlig bare elendigt. Jeg havde gennem årene været igennem samtlige scanninger, blod- og urinprøver, fysioterapeuter, kiropraktor og lægebesøg – dog uden held. Ingen kunne hitte ud af, hvad der var galt, og jeg endte med at få diagnosen “funktionel lidelse”. Det er en diagnose, der siger, at man har reelle fysiske smerter, men de skyldes noget psykisk… Og så er det en diagnose man kan få, når lægerne giver op. Efter alle de år med utallige lægebesøg og fagfolk, der ikke troede på det, er jeg blevet stærkt præget af det. Stærkt præget af, at folk ikke tror på mig, og jeg ikke er værd at tro på… Allerede der startede mine psykiske problematikker. 


Jeg begyndte i 7. og 8. klasse at lukke mig mere og mere inde for mig selv. På værelset bag nedrullede gardiner og i sengen. Jeg kunne ikke se meningen med noget som helst, for hvorfor skulle jeg leve, hvis folk alligevel ikke troede på mig?
Alle mine tanker eskalerede totalt og efter et selvmordsforsøg i 9. klasse, blev jeg indlagt på lukket afsnit i psykiatrien. Det blev til en lang indlæggelse på tre måneder. Dagene gik med gråd, tvang og jeg måtte flere gange blive ført modvilligt tilbage til afdelingen af politiet, da jeg stak af fra den lukkede enhed. Efter noget tid besluttede jeg dog at jeg ville på efterskole, så det skulle være mit vendepunkt, og udskrevet blev jeg. Jeg kom dog hurtigt ind og ud igen mange gange med tvang og til sidst, fik jeg mig en patientstyret seng, så jeg kan indlægge mig selv (meget få får sådan en)


Efterskolen startede. Og det var både hårdt og godt. Jeg blev tildelt en mentor, og hun var og er den bedste! Dagene gik, mobilteamet fra psyk kom på besøg, og vi fik lagt planer for dagene. Men det endte dog med en lang indlæggelse, der bød på tvang, to operationer og en helt færdig Lærke. Efter noget tid begyndte jeg at lukke op for, at jeg havde hallucinationer på alle sanser, og jeg var rædselslagen døgnets 24 timer. Det bød med tiden på en udredning for skizofreni, dog negativ, da jeg ikke fortalte nok til at de kunne bruge den til noget som helst. Mine hallucinationer var virkelig slemme… Jeg var bange for at min medicin var forgiftet, så til tider turde jeg ikke tage den. Med det blev selvskaden desværre også værre.


Her er en tekst, jeg skrev under mine værste dage:

Jeg er bare et normalt menneske, der gemmer en masse følelser bag det gladeste smil. Du kender mig ikke. Du kender kun det, jeg lader dig kender. For min største frygt er, at du en dag vil se mig, som jeg ser mig selv. Jeg hader, at jeg stadig håber. At jeg stadig tror, der er et lille håb, for at det kan blive bedre. For jeg ved også godt, at det ikke passer. Der findes intet liv for mig uden smerte. Uden smerte i mit hoved fra stemmerne og tankerne der råber i munden på hinanden. Jeg er ikke okay, men det er okay. Jeg har bare brug for en pause fra mine egne tanker. Det gør ondt at gå igennem noget, der dræber mig indeni, men jeg skal lade som om, det slet ikke påvirker mig. Det er også svært at glemme min historie, når den er skrevet på mine arme, mine hofter, min mave og jeg kunne fortsætte. Men vær nu sød. Lad vær med at lade som om du faktisk interesserer dig. For jeg ved godt, der er ingen, der interesserer sig for mig. Jeg er bare en stor byrde.Efterhånden har mine tanker også ødelagt mig mere, end min selvskade har.Tanker er ikke bare tanker, men de er som dæmoner, der konstant plager dig. De kører rundt og rundt og rundt, og du har ikke selv kontrol. En ond cirkel og den holder ikke pause. Udenpå smiler jeg. Indeni græder jeg. For det er meget nemmere at fake et smil end at forklare tristheden, tomheden og frustrationerne i mig. Tro mig – jeg ved, hvordan det er. Jeg ved, hvordan det er at græde i badet, så ingen kan høre eller se dig. Jeg ved, hvordan det er at prøve at holde sig oppe, til alle andre sover, så man kan bryde ud i gråden, der gemmer sig i en. Tro mig, jeg ved det. Jeg vil tale om det. Jeg vil skrige. Jeg vil råbe. Jeg vil hyle om det. Men alt jeg kan er at hviske, ”jeg har det fint”. Jeg har det jo fint, og jeg bebrejder ingen. Jeg har gjort det her mod mig selv. Det er min skyld. Det er alt sammen min skyld. Det gør ondt, men det er okay. Jeg er vant til det. Jeg skærer ikke i mig selv for at dø. Jeg skærer i mig selv, fordi jeg prøver at overleve. Jeg har nemlig mange flere ar, end hvad du kan se. De fleste er bare i mit hoved. Det er en kamp uden lige, og dag efter dag kæmper jeg – det er dog aldrig nok. Jeg står på en linje mellem at give op og se, hvor meget mere jeg kan klare. Hvad jeg vil her i livet, ved jeg ikke. Alt jeg ved er, at der er smerte i mig, og det æder mig op, som dagene passerer forbi – langsomme og pinefulde.


Jeg fik afsluttet mit efterskoleår ordentlig, og det betyder alverden for mig. Efterskole har klart gjort godt for mig! Dagene er stadig lange og hårde, men jeg kæmper, og det er vigtigst.


Efter sommerferien skal jeg på STX, og jeg glæder mig, selvom jeg også er rædselslagen… men jeg har gode mennesker omkring mig, der er guld værd! Jeg elsker at tilbringe tid med mine kære omkring mig, og det er vigtigt at holde fast i.
Jeg døjer med PTSD (hvilket jeg ikke er klar til at komme nærmere ind på), svær depression og mange psykotiske symptomer. Til tider er jeg bange for ALT. Bange for at folk vil gøre mig ondt… Derfor kan hverdagen være svær at komme igennem.
Jeg kæmper dagligt for at bryde tabuet om psykisk sygdom. Bl.a. ved at dele åbent ud og så har jeg også en profil på insta, hvor jeg bryder tabuet, @laerkes.rutsjebane. I må med glæde være med til at bryde tabuet!…


Kærlig hilsen Lærke

Julie

Kære læsere derude, jeg vil nu dele min historie med psykisk sygdom/lidelse. 

Jeg er en 16 årige pige, med diagnoserne skizofreni, svær depression, anoreksi, samt en psykose og angst. Jeg bor i en lille by på Fyn kaldt Gislev, til hverdag laver jeg intet for tiden, og det har jeg ikke gjort siden starten af 8. Klasse. 

I sommerferien til 8. Klasse blev jeg indlagt for min anoreksi på hospitalet med en vægt på 31 kg. Jeg fik af vide at hvis jeg ikke gjorde noget for at få det bedre ville der ikke gå lang tid før mit hjerte gav op, jeg lå egenligt bare og ventede på døden i hospitals sengen, blev kørt rundt i kørestol og fik sondemad. Jeg kom op på de 37 kg. Og blev rykket til psykiatrisk afdeling i Odense, for at få hjælp med og spise rigtigt mad på egen hånd. Efter 1 års indlæggelse gik det bare nedad, jeg fik en mand i hovedet som jeg både kunne se og høre, og han kunne få mig til og gøre alt muligt dumt ved mig selv, han havde egenligt fuld kontrol over mig. Jeg begyndte og få Black outs hvor jeg derefter kunne ‘vågne’ med blod over det hele og havde skåret i mig selv voldsomt, samt jeg kunne ‘vågne’ med ondt i hovedet og sår efter og have kastet mig i væggen og revet store totter hår ud, det skræmte alle omkring og jeg begyndte og isolere mig endnu mere og give denne mand endnu mere kontrol. Mine forældre kunne ikke snakke med mig eftersom jeg blev ved med at forsvinde ind og ud af mig selv. En nat vågnede jeg og havde ingen kontrol, og fik et af mine værste Black outs. Næste dag blev jeg indlagt endnu en gang og fik mine diagnoser skizofreni, Svær depression, en psykose og angst. Jeg røg ind og ud af Psykiatrisk afdeling i flere måneder.  

Jeg tabte mig mere igen, da det var der JEG havde kontrol. Jeg havde fået en kontakt person gennem kommunen som jeg har haft svært ved at åbne mig for, men det blev bedre hen af vejen, og hun har haft hjulpet mig rigtig meget og har aldrig haft et så tæt bånd som jeg havde med hende. Jeg blev indlagt for en overdosis en nat i december måned, og skulle ligge med drop i 48 timer og derefter over på psyk. Min kontakt person besøgte mig ofte og gik ture med mig uden for afdelingen, og jeg kunne lave de mørkeste jokes med hende. Jeg har hende ikke mere og det kan godt mærkes. 

Jeg har i dag flere selvmords forsøg bag mig, ar på kroppen både psykisk og fysisk, og en historie som nogle gange kan skræmme nye mennesker i mit liv væk. Jeg skal nu lære at leve med mine diagnoser, og få en hverdag, men jeg er godt på vej selvom at jeg her for tiden i corona er blevet trukket lidt tilbage i gamle vaner og tanker. Der er meget jeg har undladt at fortælle, men det er for personligt og for mørkt til jeg vil lade det komme ud.. Endnu. 

Jeg håber min histore kan give et mere realistisk blik på hvordan livet med psykisk lidelse simpelthen er så hårdt og dystert. Mine forældre har skulle gå rundt og sige til dem selv at jeg ikke ville blive særlig gammel, og har skulle give mig så meget mere opmærksomhed og energi end mine 3 mindre årige søskende. Jeg har mistet så mange venner på grund af min baggrund. Der er ingen snak om at jeg skal tilbage i skole, dog har jeg fået tilladelse til og søge arbejde gennem kommunen som gør at jeg kan se hvordan en almindelig hverdag ser ud og komme lidt væk fra mine omgivelser. Jeg har stadig tider hvor jeg tager 2 skridt tilbage og 1 frem, men det ser lyst ud. Alle mine helveds mange indlæggelser har hjulpet mig meget fremad og mine forældre tør nu og lade mig være alene hjemme i nogle timer, lader mig passe mine søskende igen, samt har puttet nøglen tilbage til pilleskabet, det lyder ikke som meget, men små skridt af gangen. 

Det der har hjulpet mig meget er at mens jeg var indlagt blev min lillebror som nu er 11 mdr. født, og jeg var med til fødslen, det første jeg sagde til ham var at jeg lovede at kæmpe for ham, og hver gang jeg har været hjemme og har haft dårlige dage ville han kun hænge på mig, og det afledte mine tanker når jeg var med ham. 

Min histore blev lidt lang, og når man tænker på hvor meget jeg har undladt er det vildt nok. Jeg vil bare lige slutte af med at sige at jeg er så taknemlig for min historie bliver delt, samt at hvis nogle derude sidder og har det svært, så skal i vide at det er okay at søge hjælp, jeg søgte hjælp da jeg blev for bange for den her mand og han havde allerede alt kontrol, og det var lidt sent at søge hjælp, men uanset hvad så er det aldrig for sent at søge hjælp og husk at der ikke er noget der hedder at ‘være syg nok’ før man må søge om hjælp.

Mvh. Julie