Olivia

Kære læsere,
Jeg hedder Olivia og er 26 år. Jeg er det man i daglig tale vil kalde en ”12-talspige”. Eller rettere; det var jeg. For 5 år siden startede jeg på, hvad jeg troede var, det rigtige studie for mig. Det var en bacheloruddannelse på universitetet, hvor jeg efterfølgende, selvfølgelig, ville tage en kandidatgrad i samme fag. Jeg blev klogere. Forinden min start på universitetet havde jeg arbejdet i 2 år som fuldtids lærervikar på min gamle folkeskole. Jeg var så glad for jobbet – det var det fedeste at lære fra sig, og at være en vigtig del af børnenes hverdag. I første omgang var min plan at tage ét sabbatår efter gymnasiet. Det var nemlig ”okay” at gøre, ift. de krav, jeg havde stillet mig selv. Da jeg efter det år stadig ikke vidste, hvad jeg ville læse, tog jeg et til. Jeg kan huske, at jeg brugte så lang tid på at forsvare mit valg for min omgangskreds. Ikke fordi de nødvendigvis spurgte, eller syntes det var et forkert valg, men kravene til mig selv var så høje, at jeg følte, mit valg skulle retfærdiggøres.
Så jeg startede efter de to år, på universitetsuddannelsen, fordi det skal man jo. Det var i hvert fald det, jeg havde bildt mig selv ind. Jeg kommer fra en god, tryg familie, som altid har støttet mig i de valg, jeg har truffet. Presset kom ikke fra dem. Det kom fra mig selv. Da jeg deltog i rustur og introugen på studiet tænkte jeg allerede her, at noget var galt. Jeg passede ikke ind, jeg fandt mig ikke tilrette. Jeg savnede mit arbejde. Da forelæsningerne og holdundervisningen begyndte, følte jeg mig malplaceret. Jeg vidste, at jeg indenfor kort tid blev nødt til at træffe en beslutning om, at vælge et andet studie.
Min angst blussede op, jeg kunne ikke være alene. Sådan har jeg altid reageret, når jeg er blevet presset. Så ved jeg, at der er noget, jeg skal tage hånd om. Denne gang tog den en ny, mere altopslugende form. Jeg vågnede flere gange om natten, og var sikker på, at der stod én ved min seng. Jeg sov faktisk ikke mere end et par timers, afbrudt søvn om natten. Dette blev overtaget af en konstant fornemmelse af at være forfulgt. Den kommer stadig på besøg, når jeg er presset eller der sker store ændringer i mit liv og hverdag. Faktisk kom den fornyligt på besøg da jeg, en søndag formiddag, skulle en tur i Irma for at handle. Jeg var sikker på, at der var én der fulgte efter mig hele vejen. Min puls steg, mit hoved blev varmt og blussende og jeg kunne mærke at min vejrtrækning ændrede sig markant. Jeg betalte hurtigt mine varer og løb hjem. Den konstante, lidt høje puls blev en mere eller mindre konstant del af mit liv i perioden med studieskift. Det er den stadig i perioder. Jeg får stadig behandling og hjælp til at håndtere den af en psykolog.

For nogle kan det lyde banalt at få en sådan reaktion på en beslutning om at skifte studie. For mig var det en identitetskrise. For mig var det et opgør med en identitet, jeg havde opbygget og et narrativ, jeg havde fortalt om mig selv. Hele mit liv, har jeg stillet umenneskelige krav til mig selv. Jeg har skullet præstere 110% i ALT, jeg har fortaget mig. Ellers kunne man jo ligeså godt lade være.
Jeg tog, efter stor overvejelse og mange timers grublerier, beslutningen om at blive skolelærer.

Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg satte mig selv fri.