Channie

Mit navn er Channie, er 26 år og jeg har borderline og angst. 

Jeg husker ikke min barndom, jo små bidder, begivenheder og lignende. Men kan ikke fortælle dig om jeg var et glad barn eller ej. Min mor fortæller mig at jeg var et roligt barn, der bare gik og hyggede mig. 

Mine forældre bliver skilt da jeg var 8 år og når jeg kigger tilbage, tror jeg, at det er der tingene begynder at ændre sig for mig. Måden jeg reagerer på og hvor høj min tolerance er. Som jeg sidder her og skriver dette, husker jeg hvordan jeg hev og nev mine venner når legen var ved at være slut. Måske fordi jeg var bange for at de skulle forsvinde, nøjagtig som min far gjorde. Dette var også første gang jeg så en psykolog, godt nok en skolepsykolog, men en psykolog. Forfærdelig mand. 

Jeg vil lige pointere at tidslinjen på min historie kan være rodet, jeg husker perioder, men kan ikke vurdere om de kommer i den rigtige rækkefølge. 

Jeg blev mobbet i folkeskolen, måske egentlig i flere år end jeg husker. Jeg har aldrig været den populære pige, jeg gik ikke i smart tøj, eller gik op i de rigtige ting. Jeg havde venner, nogle rigtig gode venner, men der var bestemt flere der IKKE kunne lide mig, end der var der kunne lide mig.

Mobningen går rigtig galt i 6 klasse (eller det er i hvert fald sådan som jeg husker det), bestemt én dreng, vi kalder ham J, fra min klasse var rigtig grov overfor mig. Verbalt. Ham husker jeg tydeligt. Ligesom hende fra 9 klasse, B kalder vi hende. Hun gjorde at jeg sad på toiletterne og gemte mig. En af de ting jeg husker helt tydeligt med hende, er byens årlige marked. Tivoli, festtelt hele baduljen. B og hendes venner som så er 3 årgange ældre end mig, samler sig omkring mig og trænger mig op af barrieren til radiobilerne, de slår mig, skubber mig, spytter på mig, truer mig. Fra den dag blev jeg rigtig bange for hende. 

En morgen hvor min mor vækker mig, græder jeg så meget at jeg ikke kunne tale, forklarede hende at jeg bare ikke skulle tilbage dertil. Og ENDELIG hørte hun mig. Jeg blev flyttet. 2 år på en FANTASTISK friskole. Det var godt for mig. 

Desværre tilbød skolen kun op til 8 klasse og da 9 klasse stod for døren, havde vi undersøgt alle muligheder for skoler omkring min by, men ingen plads at finde. Så den eneste mulighed jeg havde, var at starte på den skole, hvor alt mobberiet foregik. Jeg tænkte jeg godt kunne give det en chance, vi var allesammen blevet ældre og måske klogere. Men niks. J startede hvor han slap, husker en episode i fysik hvor han højlydt sidder og snakker grimt til mig, så højt at end ikke læreren kunne undgå at hører det. Jeg svarede igen, men jeg endte med at blive sendt ud. 14 dage, var det eneste jeg kunne magte tilbage på den skole. Før vi fandt en ny. 

Eleverne og lærerne på den nye skole var fantastisk. Ikke som friskolen. Men i det mindste bedre end hvad jeg kom fra. Men bad shit forfølger mig åbenbart, for i 9 klasse blev min mor indlagt på psyk og min verden falder fra hinanden. Intet menneske var eller har nogensinde været vigtigere for mig, end min mor. 

Alt imens alt ovenstående skete, skete der også en anden ting tilbage i 2015 som ændrede hele familien. Hvor min personlighed også ændrede sig. For i 2015 begik min onkel selvmord. Det skal lige siges at jeg bor i en lille by med 1.077 indbyggere, her boede jeg med min mor og storesøster, min mormor boede for enden af gaden. Min anden onkel og lille kusine boede i byen og min far lidt udenfor byen. 

Men efter min onkel tog livet af sig selv, gik der ikke længe før alle spredte sig og jeg igen blev forladt. Min onkel og kusine flyttede til København, min mormor flyttede til Odense og min far flyttede til Samsø. Tilbage blev jeg, min mor og min storesøster. 

Jeg er pisse bange konstant for at folk skal forlade mig og jeg vågner faktisk hver gang min mand låser døren når han går, hvis han tager hjemmefra imens jeg sover. 

Nå, men tilbage til 9 klasse, mor blev indlagt og jeg blev indelukket eller something like that. Nogen mente i hvert fald at det var en god ide at få kommunen indover og her lærte jeg L at kende. Psykolog, igen. Dog denne gang, en helt fantastisk mand som virkelig prøvede at hjælpe. Jeg fik valget, enten ville han hjælpe mig eller også skulle det omhandle hele familien og jeg tænkte “min familie har lige så meget behov for ham, som jeg har” og på den måde lærte min familie igen at tale sammen. 

L sørgede for at jeg kom på efterskole, kommunen betalte og det hele. Smart. Det var det vi alle troede ville være det rigtige for mig. Det viste sig ikke at være tilfældet. Det fungerer slet ikke, ikke at det ikke var nogle dejlige mennesker der og dette var også stedet hvor jeg lærte min ALLER BEDSTE VENINDE at kende, som heldigvis stadig holder ved selv med alt mit shitshow af mit liv. Jeg pjækkede, manipulerede og truede en lærer fordi hun ville give mig et kram. Det blev kun til et par måneder på efterskolen. Hvilket også er helt ok faktisk. Det er heldigvis ikke en af de ting som jeg har følt som en fiasko.  

I 2010 skete der igen bad freaking luck. Eller hvad end man kalder den slags crap. En varm juni sommeraften, på min bedste kammerats forældres terrasse havde vi en hyggeaften, med lidt drinks og nogle øl. Kun nogle få mennesker. Det var hyggeligt. Følte mig skidt og lagde mig ind i min kammerats seng for at sove. Planen havde hele tiden været at jeg skulle overnatte hos ham, ligesom han havde overnattet hos mig så mange gange før. Forskellen på de nætter og denne nat, var at denne nat ændrede alt. Han voldtog mig. Var det sprutten? Var det mig? Det har jeg aldrig fundet ud af og var heller ikke interesseret før mange år efter. Men da jeg var klar, var han død. Dog har jeg fundet ud af at jeg ikke havde noget som helst med det at gøre. Så hvis du sidder derude og har samme følelse som jeg havde, så skal du bare vide at ligegyldig om du havde “for kort tøj på” eller gav flirty eyes. Er og vil det ALDRIG nogensinde være din skyld! 

Jeg gik med det forholdsvis selv, samme nat det skete ringede jeg til en eks som havde været der om aftenen og som boede i byen. Ham og hans 2 venner hentede mig. Udfrittede mig, for at finde ud af om det jeg “beskyldte” M for, virkelig passede. De ringede til min storesøster for at hører om min reaktion var “reel” nok. Det endte med de hentede M, uden at fortælle jeg var i bilen også. Han satte sig ind. Mange timer var jeg tvunget til at sidde ved siden at min voldtægtsmand som benægtede hvad han havde gjort ved mig. Drengene valgte at give ham et ultimatum. Enten tæsk af hans egne venner eller melde det. Han valgte valgmulighed 1 da han i forvejen havde lidt små domme, eller sådan noget fis. Dengang virkede det som en god ide, men nope. Fortryder jeg ikke meldte ham i dag, men det er et valgt man ikke kan gøre noget ved. 

Kunne blive ved med at fortælle om det crap. Men vi skal videre, for i 2011 fandt jeg min nuværende mand. Og what a ride it has been. Kun en halv aften med ham og jeg faldt fuldstændig pladask for ham. Men det har ikke været uden smerte at være sammen med ham. For de første 6 år (vi kører nu på 10ende år) af vores forhold, var han sygelig jaloux. Jeg vil lige starte med at sige at han aldrig, som i ALDRIG har tvunget mig til noget. Alt har været min beslutning. Jeg valgte at underdanig mig, jeg valgte at følge ham hvor end han gik hen. Jeg valgte ikke at lytte til MINE behov, for at dække hans. 

Dette endte kort fortalt ud i at jeg mistede alle mine venner, but one. Hende fra efterskolen. Jeg mistede en stor del af mit forhold til min familie, for jeg valgte ham frem for dem. Eller rettere sagt, jeg valgte at ikke skulle tricke hans jalousi for ikke at skulle tage yderligere end kamp. 

Jeg glemte hvem jeg var, hvad jeg var værd og min personlighed forsvandt. Jeg var et gående skelet, ingen sjæl. Ingen gnist. 

Da jeg blev 18 år blev jeg via kommunen proppet på et forløb der hed MBU. Motivation, bevægelse og udvikling står det for. Sikke et forløb. Endnu engang en psykolog, Lotte. Waouw en kvinde og sikke en forskel hun gjorde for mig og min psyke. Jeg talte ikke om følelser eller fortalte hvordan jeg havde det før efter 2 år med hende. Jeg kan huske da jeg skulle til “optagelsessamtale” på MBU, for hvert spørgsmål hun stillede mig, kiggede jeg over på min mand før jeg svarede, for jeg skulle se om det var noget jeg skulle svare på. Indtil hun bad ham om at gå og først der kom sandheden frem. 

Da jeg blev 20 startede jeg på handelsskolen, først en HGV (HG voksen) og efter det ene år, besluttede jeg mig for en HHX. Selvom jeg aldrig har haft gode karakter eller følte mig tryg på en skole, så lykkedes det mig alligevel at gennemføre begge forløb, med flotte karakter. Heldigvis. Men på 2 år af HHX, skete der en aften det der ændrede alt. og denne gang mener jeg ALT. Jeg knækkede. Fuldstændigt. 

Jeg startede på distriktspsykiatrien først for behandling af en depression. Men da jeg først havde været til de første mange samtaler, kigger min psykolog på mig og siger. Channie, du har ikke kun en depression og der startede min udredning. 

Borderline hed diagnosen og pludselig forstod jeg mig selv og mit liv. Min familie forstod mig og mine venner forstod mig. De forstod mig på den måde at vi allesammen har kigget på mig igennem meget af mit liv og tænkt, hvad fanden foregår der inde i hende. Hvorfor reagere hun sådan og hvad gør vi ved det? 

Livet er enormt meget lettere når man forstår sig selv, eller i hvert fald forstår den måde man reagerer og agere på. 

Meget shit udover dette er sket, men disse episoder er vigtige for at forstå hvorfor jeg udviklede borderline. 

Jeg har ikke skrevet om min angst, fordi jeg ikke selv forstår den endnu. Måske aldrig. Men jeg ved at det handler om at jeg er angst for at komme til skade eller dø, eller dem jeg er i nærheden af, kommer til skade eller dør. 

Jeg husker første gang jeg mødte min angst. Min far var flyttet fra os og boede ved en kammerat på en gård. Hver aften han skulle ud at fyre op, var jeg bange for at han ville få armen ind i brandeovnen og komme til skade. Eller at han ville sætte ild til det hele. Sindssyge tanker hos en lille pige på 8-10 år. 

Hver gang jeg eksempelvis har haft besøg af min mor, SKAL hun skrive når hun er kommet hjem og jeg sidder troligt og kigger på den skide telefon indtil sms’en er kommet frem. 

Angsten viser sig på forskellige måder og ved forskellige situationer. 

Jeg ved jeg kunne skrive langt mere om alt det shit mit liv har indebåret og jeg ved mere shit vil komme. Men for første opslag fra mig tror jeg det her er godt for nu. 

Tak for at have skabt dette forum hvor sådan en som jeg kan dele. 

LOL – lots of love, Channie.