Henrijette Del 1

Mit navn er Henrijette, jeg er 25 år gammel og har siden jeg kan huske altid følt mig ved siden af, deprimeret og angstfyldt. Jeg er diagnosticeret med Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse, som i normal tale kaldes for “borderline”, fordi det er kendetegnet ved at ens humør og sindstilstand konstant er på “grænsen” til at skifte. Det er et konstant liv med usikkerhed og et ustabilt selvbillede. Jeg studerer fuldtid til hverdag, og bor alene, og kan heldigvis klare mig rimelig normalt de fleste dage, da jeg i længere tid har gået til terapi og tager medicin ved siden af. 

For kort at fortælle hvorfor jeg endt som jeg er, så kan jeg starte med at fortælle lidt om min opvækst. Jeg kommer fra en relativ almindelig familie; mor, far, hus, vovser, katte, og to større søstre som jeg aldrig har været tætte med, haft noget til fælles med og den dag i dag slet ikke har kontakt til. Generelt har jeg en del familie som jeg ikke har noget som helst til fælles med, og som i bund og grund ikke synes jeg passer ind. Mest af alt fordi jeg er fra København og de er fra Nordjylland – så ja, den del af min familie opfylder helt klart en fordom eller to. 

Men som sagt er jeg vokset op med begge forældre, i et helt almindeligt hus på Vestamager. Intet ud over det sædvanlige, og kommer fra et hjem med støtte og familiefølelse. Det var ikke mine forældre der “ødelagde” mig. 

Jeg blev mobbet alle 10 år i folkeskolen. Jeg ville gerne kunne sige at jeg virkelig prøvede at skille mig ud, og virkelig gav dem en helt masse grund til at mobbe mig, men den eneste grund jeg kan finde er: at børn er virkelig onde nogle gange. Især på Vestamager, som desværre også lever op til fordommene. For de fleste i min klasse endte med at gå for meget op i solarie og knallerter. Jeg gik derimod op i historie, videnskab, computerspil, Twilight og musik. (Når jeg skriver det ned, lyder mit liv ærligt som en stor film kliché).

Men nej, jeg blev ikke bare mobbet fordi jeg ikke gik op i de samme ting, eller fordi jeg var 1 ud af 2 emo piger på hele skolen. Nej, jeg blev mobbet fordi mange børn i folkeskolen har svært ved at forholde til andre børn det ikke er ligesom dem selv, og fordi jeg lod det ske. Jeg sagde ikke fra når jeg blev mobbet, og jeg så også oftes stille på når andre blev mobbet. Så jeg er ikke bedre end dem – for igen, børn er onde. Det værste jeg ved den dag i dag, er stadig 13-årige piger. De skræmmer mig så meget, fordi jeg har oplevet på egen krop, hvor nemt de kan ødelægge en. Jeg havde “venner/veninder” i perioder i skolen, men jeg vidste faktisk aldrig om de stadig var mine venner dagen efter. For det er sådan piger mobber. De tæver dig nødvendigvis ikke, men de kalder dig forfærdelige ting, og lades som om de er dine venner indtil du stoler på dem, og så skrider de og griner af dig. Det er helt klart en oplevelse der den dag i dag, stadig fylder meget og kan gøre mig konstant usikker på alle mine venner. Selvom jeg godt ved at de ikke gør det samme, så sidder det bare så uendelig dybt i mig. 

Jeg trøstede mig selv, med den digitale verden og med musikken. MTV var nok det jeg så allermest, og jeg husker stadig tydeligt den dag jeg så en Green Day video første gang, og bare vidste jeg måtte eje den CD. Heldigvis lod mine forældre mig hører hvad jeg ville og gå med hvad jeg ville – sort hår var dog forbudt, fordi min mor ikke ville ødelægge mit naturligt meget blonde. 

Men ja, det er i bund og grund min generelle opvækst, som lyder som noget man kunne læse på en hver MySpace blog fra samme tid. Men måske derfor jeg blev som jeg blev. 

I dag kæmper jeg stadig meget med mine relationer og har desværre også endt i nogle uheldige forhold, som har forvoldt både fysisk og psykisk misbrug. Noget har jeg fået og noget har jeg delt ud. Jeg har altid haft problemer med mit temperament og hvis jeg blev tilstrækkelig sur og ked af det, så ville jeg nærmest blive et vildt dyr og gå til angreb. Det har mistet mig et forhold, fordi jeg angreb ham flere gange. Andre forhold er gået i stykker, fordi jeg desværre er god til at finde personer som godt kunne lide at få mig til at føle at jeg aldrig var god nok. Det kan være jeg går i dybden med nogle af dem, hvis jeg får lov til at skrive flere indlæg! 

Disse forhold har gjort at jeg i dag har en kæmpe mistro til kærligheden som koncept, og har lovet mig selv at jeg skal kunne klare mig uden nogle andre. En sindstilstand der til tider kan give mig en skøn følelse af frihed, men også noget der gør mig bange for intimitet og andre mennesker, fordi jeg har brændt mig nok gange efterhånden. Hellere være alene og kynisk, end sammen med nogen og ødelagt. Jeg har været single i lidt over halvandet år nu, og selvom det hele lyder lidt mørkt og dystert, så nyder jeg det heldigvis og arbejder dagligt på at nå hen et sted hvor jeg kan lukke folk ind igen. 

Udover alt det jeg har nævnt, kan jeg da hurtigt ridse op at jeg også har kæmpet meget med spiseforstyrrelse. Ikke anoreksi eller bulimi eller overspisning. Har aldrig fundet et konkret ord for hvad jeg fejlede, men jeg ville i hvert fald bare undgå at spise helt generelt fordi jeg var bange for at blive dårlig og bange for at tage på. I dag vejer jeg over 20 kg mere end jeg gjorde dengang, og har efterhånden affundet mig med at H&M synes jeg skal bruge en str 44, selvom jeg ikke føler mig så stor. At tage så meget på har også lært mig at det handler mere om hvad tøj du tager på, end hvad du vejer. Når man endelig finder ens personlige stil og hengiver sig til den fuldkommen, så kommer selvtilliden kravlende hen ad vejen. Det er i hvert fald min erfaring. 

Men ja, nok om hvor jeg kommer fra. Hvor jeg er i dag, er helt klart et liv efter terapi, og et liv med en masse værktøjer der gør mig i stand til at håndterer et pres jeg ikke har kunne før – i hvert fald ikke uden alkohol og stoffer. (Men den historie kan vi måske også tage en anden dag) 

Jeg går stadig i panik når min telefon ringer, og når der bliver banket på døren uden jeg forventer gæster. Jeg bryder stadig sammen i ny og næ, og føler jeg har ødelagt mig selv og alle omkring mig. Jeg bliver stadig jaloux på min bedste venindes veninder, fordi jeg er bange for at hun bedre kan lide dem end mig, og jeg flipper stadig ud når min mor komplimenterer min krop/vægt. Jeg føler selv jeg rummer mange flere fortællinger end det her, men jeg håber det har kunne give et indblik I hvem jeg er, hvad jeg har kæmpet med, og hvor jeg er på vej hen. 

Og hvis der sidder nogle derude og læser med, og føler at verden er mere fucked end normalt, så vil jeg bare sige at: Ja det er den, men alt skal nok gå og der er så mange steder at hente hjælp fra. Brug din omgangskreds, få fat i en terapeut (dette kan gøres ganske gratis heldigvis) og husk på at du ikke er alene og at det er okay at alting vælter en gang i mellem!

Cornelia

Mit navn er Cornelia, jeg er 22 år gammel og dette er min historie. Jeg har ingen psykisk diagnose, men jeg har ar på sjælden som vil følge mig resten af livet.

Jeg er igennem hele min folkeskole blevet mobbet og blevet holdt udenfor. Det blev kun værre med årene. Jeg startede i folkeskole i 2002 i København. Jeg var aldrig rigtig den populære i klassen og jeg vidste egentlig godt hvordan hierarkiet var delt ind i klassen. Man skulle lidt kæmpe for at få en plads blandt de populære. Alle pigerne i klassen havde det godt sammen og vi lavede mange aktiviteter sammen, men alligevel var der altid hende som var dronning af klassen. Jeg havde det egentlig fint i klassen, men min verden bryder sammen, da jeg får at vide vi skal flytte og derfor skal jeg også flytte skole. Midt i 6. klasse bliver jeg revet ud af en god nok klasse og bliver smidt ind i en ny klasse, hvor jeg bestemt ikke passer ind. Der var nogle fra klassen som jeg kunne snakke med, men jeg følte stadig ikke at jeg passede ind. Drengene på den årgang accepteret mig ikke. Det var noget jeg ikke var i tvivl om på et eneste tidspunkt. De populære piger hoppede selvfølgelig med på vognen med at være grov mod mig. Jeg levede egentlig okay med det, fordi jeg havde nogle at snakke med. Jeg var rigtig meget sammen med folk der gik i årgangen under mig, fordi de accepterede mig mere. Jeg fik blandt andet en veninde i årgangen under, som jeg var sammen med næsten hver dag. Vi snakker stadig sammen, og har sågar boet sammen. Jeg havde det bedre med pigerne fra de yngre årgange fordi de ikke kendte mig. De piger jeg snakkede med på min egen årgang havde nogle gange tendens til at de, ja snakkede med mig, men jeg skulle alligevel ikke accepteres helt. Jeg var stadig ikke helt god nok.

Min klasselære i 6. klasse var ligeglad og gad ikke gøre noget ved problemerne, fordi hun alligevel var på vej på pension. Vi fik en ny klasselærer i 7. klasse. Hun kunne hurtigt se jeg var langt bagud fagligt i forhold til de andre. Jeg har siden 2. klasse modtaget ekstra undervisning. Jeg har altid ”bare” fået at vide jeg havde indlæringsproblemer. Men det var ikke tilfældet.

I slutningen af 7 bliver jeg efter mange års kamp konstateret ordblind. Derudover havde mobningen taget til, selvom jeg virkelig prøvede at gøre alt hvad jeg kunne for at passe ind. Det handlede selvfølgelig om at have en masse af det fedeste tøj. Men jeg var bare aldrig nok. Jeg var ikke hurtig nok til at læse, hvilket var et kæmpe problem når vi arbejdede i grupper. Jeg var ikke ”god nok”. Jeg kunne ikke overskue at læse noget, fordi jeg fik så voldsom hovedpine. Jeg har egentlig aldrig rigtig lavet lektier igennem folkeskolen, men ganske enkelt fordi jeg ikke kunne overskue det. Ikke nok med jeg ikke havde overskud, jeg brugte rigtig meget tid alene.

Jeg valgte i 8. klasse at tage 8 om, for at kunne give mig selv en chance. Jeg har igennem min folkeskoletid haft ni forskellige ekstra dansk lærer. Ligeså snart jeg blev tryg ved en lærer, så skete der noget som gjorde at jeg skulle have en ny. Det betød også at den lærer ikke nåede at lære hvilket svagheder jeg havde. Men anyways, jeg tog selv valget om at gå om, fordi jeg ikke ville ødelægge min 9. klasse afgangseksamen.

Jeg tog 8. klasse om på den samme skole. Rygterne løb hurtigt, og pludselig vidste alle på den årgang jeg skulle ned på, at jeg skulle gå om. Der blev nærmest internt skænderi på årgangen ”hvem der skulle have mig” fordi de ville bare ikke have mig i klassen. Blandt andet havde min veninde fra årgangen fortalt mig om den ”interne krig”. Ikke særlig gode tegn, at man allerede har det ry inden man overhovedet går på den årgang. Men en dag kom en pige hen fra årgangen og snakker med mig. Hun spørger ind til om jeg skal gå i deres klasse. Og derfra er jeg så heldig at møde min bedste veninde, som stadig er det tætteste i dag. Otte års venskab. En masse skænderier, men altid den veninde som har stået mig nært, og været der når jeg havde det skidt.

Sommerferien kom og efter sommeren skulle jeg ned i min nye ”8. klasse”. Den klasse jeg kom i, var egentlig okay. Der var lige et par stykker jeg ikke kunne med. Igen var jeg lidt den neutrale i klassen. Ikke rigtig god nok, men heller ikke helt udstødt. Men blandt resten af årgangen, især drengene var det en helt anden sag. Jeg har fortrængt langt de fleste dårlige minder fra den tid, fordi jeg var ikke i tvivl om at jeg bare skulle væk fra den skole. Men en ting der står soleklart for mig, som var det i går, ville jeg gerne fortælle om.

Vi var lige kommet i alderen hvor alkohol var begyndt at blive interessant. Vi havde holdt fest, og mange fra årgangen havde drukket rigtig meget. I slutningen af festen får jeg kysset med en fyr. Derefter går jeg hjem, uden at tænke videre over det. Vi kommer tilbage i skole efter weekenden, og der er sådan en underlig stemning. Nogle piger kigger skævt på mig, men ikke fordi jeg følte det var værre end ”standarten” så jeg tog det ikke så tungt. Om aftenen bliver jeg pludselig tilføjet til en gruppesamtale. Her er det to piger fra min klasse og nogle drenge fra min årgang som skrev sammen. Jeg blev lukket ind, men jeg forstod ikke rigtig samtalen, så jeg rullede helt op i toppen for at forstå hvad der forgik. Hele samtalen handlede bare om at svine mig så groft til som de overhovedet kunne. De gjorde grin med at jeg havde kysset med den her fyr. Men det var mig der var den ”klamme”. Jeg var både klam, tyk, grim, jeg lugtede. Jeg var dum. Alle tænkelige grimme ord blev der skrevet i den samtale. Den aften knækkede filmen. Jeg blev så frustreret jeg ikke anede hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det ender med jeg kaster min telefon så hårdt ind i væggen, bare for jeg kan slippe væk fra de her beskeder. Dagen efter er jeg klar over to ting.

  1. Jeg skal have sagt noget til skolen, så det kan blive stoppet
  2. Jeg skal bare væk fra den skole så hurtigt så muligt.

Det ender med de piger der har skrevet de her ting, tager fat i mig og fyrer en løgn af omkring at jeg skulle have svinet dem til. Til hvem? Jeg havde én jeg kunne sige sådan noget til, og hun ville ikke sige noget. Resten af året pjækkede jeg væk, fordi jeg nægtet at komme i skole. Jeg ville ikke se dem i øjnene igen. Jeg vidste godt der blev sagt en masse grimme ting bag min ryg. Der blev også sagt en masse til mig direkte, men noget jeg har fortrængt fordi det ikke er min tid eller kræfter værdigt.

9. og 10. klasse tog jeg på en ordblinde efterskole, som var lavet til at hjælpe mig på vej. Vi var ikke alene her, vi havde alle sammen et fælles problem, som vi stod sammen om. Pludselig vendte det og nu var jeg den populære. Mit første år på efterskolen var fantastisk og jeg fik alt mit selvværd her. 10. klasse startede vi forfra som folkeskolen. Folk kunne ikke lide mig, fordi jeg havde det så godt med mig selv. Det ender med jeg går ned med en voldsom depression og måtte tage til psykolog en gang om ugen, fordi jeg havde det så skidt. Det hjalp mig. Jeg har siden hen benyttede mig af psykologer af flere årsager.

Mit mål ved at fortælle min historie er at lære andre at stå op for sig selv. Vi har alle sammen noget vi går og arbejder på. Vi er dem vi er, og vi skal stå ved det. Der vil altid være nogle som kan lide dig, og altid være nogle som ikke kan. Sæt fokus på de vigtige ting i livet, så som de mennesker der elsker dig. Det er okay at bede om hjælp. Om det så er din ven, din familie eller en helt tredje du stoler på, så gør det. Jeg ende med at finde kæmpe støtte i en lærer på efterskolen som hjalp mig på vej til at få skubbet mig mod den rigtige retning. Havde jeg ikke mødt nogle af disse mennesker på min vej, så som min bedste veninde, min lærer eller jeg ikke havde haft kærlighed fra familien som jeg har, så havde jeg nok ikke været her mere. Det er hårdt at sige højt, men det er sådan real life er. Hvis du går og har det svært med noget, så sig det højt. Tal med nogen om det der går dig på. Det gør ikke dig til et svagt menneske. At sige højt ”jeg har det skidt” er bare helt okay.

Tænk over det her:

Hvis du ikke søger hjælp, er det ligesom ikke at tag på skadestuen med din brækkede arm. Hvis du ikke får hjælp eller får sagt højt at du har det skidt, så heler du ikke ordenligt. Din brækkede arm ville garanteret heller ikke vokse ordenligt sammen, med mindre du kommer en tur forbi skadestuen. Hvis din arm får den rette hjælp, hvorfor skal din psyke så ikke også have den rette hjælp?

De kærligste fighter hilsner

Cornelia

Louise

Jeg skider på tabuet. Jeg søger ikke at svælge i sorg, offerrolle eller medlidenhed. Jeg søger ansvar, anerkendelse og åbenhed. Hertil fortæller jeg min beretning om en livslang kamp mod mig selv. Og jeg skriver netop mod mig selv, fordi jeg opponerer mod, at man aldrig er sin sygdom. Lad mig forklare hvorfor jeg siger noget så radikalt. 

Jeg har en skizoaffektiv sindslidelse. Det er en ejendommelig kombi af skizofreni og bipolar, som forskere og undertegnede stadig søger at gøre sig klog på. Jeg har lidt under mani, psykose og depression siden teenageårene. Jeg er nu 30 år. Disse perioder af sygdom har overtaget alt hvad jeg var, når de gik i kamp mod mig. Min personlighed, mit følelsesliv, mine interesser, hvad jeg elskede og hadede, og ikke mindst min adfærd. Jeg var sygdom, og sygdom var mig. Det er et ansvar at gå i krig med sig selv, og ikke mindst et traume der skal bearbejdes. 

Jeg har kæmpet med blod, sved og tårer for gang på gang, ofte i depressionens eftertænksomhed, at finde tilbage til mig selv. Skralde de lag af, perioderne havde beklædt mig med, og ryste de hændelser af mig, som sygdommen pressede mig ud i når jeg mistede besindelsen. 

Mani: Aggressioner, impulsivitet, eufori, storhedsvanvid, kreativ udfoldelse, nymfomani, vrede, tankestorm. Jeg skal være ærlig og erkende at euforien er vidunderlig. Kun ren forelskelse kan sammenlignes med det. Men alt andet i manien er voldsomt og ubesindigt. Jeg skal ikke komme specifikt ind på, hvad jeg har gjort i manier. Det ville være destruerende at indrømme i et offentligt rum. Men fejl der begås i manien kan  skade både en selv, ens familie og venner. Måske også fremmede der var på et forkert sted, på det forkerte tidspunkt. Det ville være løgn at sige jeg ikke fortryder og skammer mig. Men jeg var manien. Det er jeg ikke mere. Jeg bearbejder.

Psykose: man forsvinder. Man er ikke mere. Noget andet er trådt i ens sted. Noget frygtindgydende. Noget der bliver forfulgt. Noget der bliver dræbt hvis man ikke forsvarer sig. Noget. Det er en ukendt faktor for mig. Det store, djævelske X. Det er en besættelse og det tager alt med sig i en aflukket grotte. Man finder truende betydninger i den rene luft, ud af den åbne tomhed. Jeg kunne pludselig være blevet eksporteret til et parallel univers, hvor alle var kloner af hvem jeg kendte. Jeg sørgede dybt over det for det var min virkelighed. Jeg kunne også skrive mig ud af tilstanden. 300 siders psykoseroman der samler støv på bogreolen. Og støvet hvisker til mig men jeg lytter ikke. Jeg ved godt hvad det vil mig. Endnu en psykose lurer altid rundt om hjørnet. Om jeg aldrig skulle blive psykotisk igen, så er det i hvert fald sådan det føles.

Depression: det er en afgrund. Ingen mening findes længere i tomheden. Der er blot tomhed. Ens krop føles som en stor tung sten, og med den fysiske fornemmelse af tunghed, er det klart at man ikke engang kommer ud af sengen. Jeg har ikke meget at berette om den tilstand. Der er også skrevet meget om depression, som al sammen passer.

Jeg har været indlagt akut, flere gange end jeg husker. Men det forløb der gjorde størst forskel for mig, var en 7 måneders lang indlæggelse på et rehabiliteringsafsnit, for syge i skizospektret. Jeg var ca 26-27 år. Al hverdag og jobcenter og krav og relationer etc. blev sat på hold og jeg skulle kun forholde mig til mit ugeskema, hvor selv den mindste banale opgave stod noteret, med dato og klokkeslæt. Hver gang jeg skulle have en pille efter behov, blev der talt om det, ikke blot uddelt og skrevet rapport. Hver gang jeg fik det dårligt, fastholdte de mig i mit skema, disciplinerende som en værge, med stoisk ro. Jeg skrev alle små detaljer ned i en mappe, om hvad der hjælper i perioderne for at holde mig jordnær. Der stod hvad mine triggere var, og tidlige tegn. Blev jeg deprimeret og tung, kom en sygeplejerske og tog mig med ud for at se himlen, og så kunne jeg gå ind igen. Dagen efter var det et bad. Dagen efter mad. Dagen efter alle tre ovennævnte. Og sådanne lærte jeg de små skridt, ud af sygdom. 

Det var hverken overvældende eller uoverskueligt. Og jeg lærte, gennem banaliteterne, at finde hjem til mig selv, holde af hverdagen, holde af lette samtaler, gåture, stille morgener, langsom tænkning. Jeg lærte at bremse mig selv, inden jeg mistede det hele igen. 

I dag er jeg nok så rehabiliteret som jeg kan blive. Stadig på medicin og i behandling. Jeg har hverken været psykotisk eller manisk i over tre år. Melankolien, hypomanien (meget energi, talepres, men ingen alvorlige symptomer) kan ramme. Angsten er til tider småparanoid. Men jeg kan leve med det. Jeg kan være nærværende. Hver dag.

Jeg er både ydmyg og stolt. Jeg ved at min sygdom kan være utilregnelig. Men jeg ved at jeg ikke selv er det. Og jeg har luret den sygdom. Kom ikke her! Som min farmor sagde når man blev ubehøvlet i sin lille brandert, hjemme i hendes tilrøgede stue. Og sygdom er pisseubehøvlet. Især fordi den er svær at adressere, og tilmed umulig at få sin retfærdighed overfor. Du kan ikke stille sygdommen for retten, men du kan bure den inde. Den kan trænge sig på, og lad den lufte sig i tankerne. Jeg føler nogle gange det skal ud. Som opkast. Og så skriver jeg. Jeg står tit op kl4-5 stykker og skriver. Alt hvad jeg overhovedet kan digte og fantasere og forestille mig. Fordi det er det min sygdom altid har gjort i mit sind. Digtet u-virkelige tanker der ledte til så megen skade. 

Nu vender jeg den på hovedet, bruger dens energi til at skabe noget.

Og det er den magt jeg kan tage i øjeblikket. Problemet er bare, at sygdommen er et lille uopdragent væsen, og man ved aldrig helt hvad den finder på. Så jeg giver agt hver dag. Det er vel også en slags vilkår. Det endte jo godt. Jeg er gift med verdens bedste menneske, og vi planlægger alt fem år frem. Det giver en ro. Ligesom med ugeskemaerne. Livet er en gave, og nogle gange er den største frihed at glemme alle de fremragende muligheder og vilde drømme, og istedet kæmpe for det man har kært. Elske det man har, og få det på afstand som nedbryder den kærlighed. Tak for ordet.

Mika

Mit navn er Mika Bengtsson og jeg er 17 år.

Min diagnose er Generaliseret Angst (G.A.D). Jeg har kæmpet mod denne angst i ca. 8 år. Jeg er født og opvokset i San Fransisco, USA, men flyttede til Danmark da jeg var 9 år gammel og fik mine angst symptomer kort efter.

Det er gået op og ned med hvor hårdt det har påvirkede mig. I lang tid var det bare irriterende, men gennem tiden har den udviklet sig til at være en kæmpe del af mit liv. Det sidste år har nok været den hårdeste indtil videre og jeg har måtte droppe ud af gymnasium.

For et par måneder siden, da det blev helt slemt, startede jeg på medicin. Den samme medicin er jeg stadig på, men den har ikke fungeret super godt for mig indtil videre. Jeg går også hos en psykolog og en psykiater.

Mange gange kan jeg blive enormt ked af, at det ikke går bedre efter så lang tid. Selvom alle siger det nok skal gå væk, synes jeg stadig det er svært at forstille sig en fremtid uden angst. Jeg får tanker som ”hvad nu hvis jeg gerne vil giftes, men er for nervøs” eller ”hvad hvis min mand vil have børn, men jeg ikke kan, fordi min angst er for slem”.

Jeg kan blive meget nervøs, selv hvis jeg bare skal nogle ret normale ting som fx skole, fest, være sammen med venner osv. Men det er sådan set ikke selve situationerne der er det sværeste for mig, det er ventetiden op til det. Mine forventninger om hvor dårligt jeg vil have det, er en slem tanke, som kan tage fuldkommen over. Dette gør også at jeg undgår visse situationer, men det giver bare angsten mere magt. Tricket er at udfordre sin angst tilpas nok. Det skal ikke være alt for hårdt, men det skal også give en vis modstand. Man skal bare vise til sig selv at man stadig er i kontrol.

Tænk på det som trappetrin. For mig ville det første skridt være at ”gå i biografen med nogle venner”. Ikke særlig hårdt, men min angst bliver stadig lidt udfordret. Men hvis man så sprang op til trin nr 5, ville den måske lyde, ”Invitere folk over til aftensmad”. Dette ville måske være lidt for meget at gøre til at starte med, og man ville nok få mere gavn af at gå langsomt op af trappetrinene, så det ikke føles som kæmpe skridt man skal tage hele tiden. Man ser hellere ikke en maraton løber, starte med sprint.

I det sidste stykke tid af mit liv har jeg haft svært ved at holde nogen socialt kontakt med nogen, og har endda meget svært ved overhoved at komme ud af mit værelse. Der er heller ikke nogle af mine venner der ved 100% hvor slemt jeg faktisk har det. Og det er også svært at tale om, da de fleste synes det er ubehageligt.

Men mit bedste råd til nogle der står i samme position som mig, er at tage snakken med vennerne og være helt åben om hvordan man har det. De fleste vil forstå og prøve at hjælpe, især hvis de er tætte venner. Jeg har gået og gemt det fra venner og familie og det giver kun mere magt til angsten. Det bedste man kan gøre, er at acceptere at man har angst og arbejde på at finde en måde man kan forbedre sig selv på.

Der er meget hjælp at hente fra folk der holder af en, hvis bare man kan starte en åben dialog om det. I lang tid tænkte jeg at min behandling gik for langsomt og jeg undrede mig over om jeg gjorde alt hvad jeg kunne til at få det bedre. Mine negative katastrofetanker drev mig næsten til vandvid. Men det er bare en del af sygdommen, det er ikke en realitet og så desto hurtigere man kan få det ind i hjernen, desto mere magt kan man tage tilbage fra sin sygdom.

For mig er der et par ting der har virket rigtig godt, og ting der ikke har fungeret så godt. Men husk det er forskelligt fra person til person, og man skal prøve alt før man kan sige om det virker eller ej.

-Snak om hvordan man har det.

Som tidligere nævnt er en åben dialog, den bedste medicin for angst. Det er utroligt hvor fri man føler sig efter at have åbnet op.

-Dyrk alt man synes er sjovt.

For mig var dette at lave film, og jeg har fundet enormt lykke i at lave en film der netop handler om angst. Men jeg har også brugt enormt meget energi på at dyrke sport og andre passioner. Det fylder min hverdag med noget produktivt at lave, som gør mig glad og tager noget at presset fra angsten.

-Fysisk forbedring.

Jeg har haft stor gavn af at lave fysisk træning. Jeg kan se når jeg har det bedst er det fordi jeg træner regelmæssigt, sover nok timer og får kvalitet søvn og spiser ordenligt og tilpas mængder. Hvis man har det godt i kroppen, er det en mindre ting man skal tænke på, og det bliver lige pludseligt et værktøj man kan bruge til at forbedre sig selv.

Så er der de ting der ikke ligefrem har hjulpet for mig, men jeg er sikker på kan hjælpe andre.

-Vejrtrækning

Det er normalt det første en psykolog ville anbefale nogen med angst at prøve. Det sænker pulsen og afslapper kroppen. Men jeg har oplevet at min angst ofte kan være for slem, til at vejrtrækningsøvelser kan hjælpe og at det er umuligt for mig at tænkte på min vejrtrækning mens jeg har det dårligt.

-Flyt fokus

Denne øvelse går for det meste ud på at distrahere sig selv nok til at angsten vil blive skubbet væk. Dette kan man gøre ved at vende blikket ud af kroppen og fx tælle alle de røde ting man kan se. Men ligesom med vejrtrækning, synes jeg at det var begrænset hvor meget det hjalp på mit ubehag.

-Meditation

Jeg har prøvet at lære at meditere ordenligt i lang tid, men hver gang jeg prøver, får jeg det bare værre, fordi jeg sætter så meget fokus på hvordan jeg har det. Det lidt svært at forklare, men jeg synes man vender blikket meget ind ad, som også er meningen, men det gør det også lidt mere ubehageligt.

Uanset hvad der virker for en eller ej, skal man aldrig stoppe med at lede. Der er altid noget der kan hjælpe, det kan bare gå lidt tid før man finder ud af hvad det lige er. Hvis du lider af angst, depression, stress eller andet så mind dig selvom at din sygdom ikke definere dig. Du kan tage magten tilbage. Du behøver ikke at gå i gennem det alene og der er mange der holder af en, der kun vil en det bedste.

Kathrine

Jeg hedder Kathrine og er i dag 27 år gammel (om jeg vil indrømme det eller ej) og jeg har generaliseret angst med en dependent personlighedsstruktur.

Jeg har altid været et meget betænksomt barn, ikke sådan selvhøjtidelig, pudse min glorie artigt ment men jeg har altid været et ret bekymret barn. På den måde kan man måske sige at angsten har været en del af mit liv siden jeg var helt lille.

Da jeg var 12 år gammel, blev mine forældre skilt, og selvfølgelig var det hårdt men for guds skyld jeg er jo ikke den eneste i verden med skilte forældre. Og det der overdrevne ”er du okay” opmærksomhed har bare aldrig været mig, eller bare for meget opmærksomhed i virkeligheden. Desuden har jeg en lillebror der på daværende tidspunkt var 6 år gammel, han er 20 år i dag og kan klare sig selv (næsten). Men dengang følte jeg at som den ældste skulle passe på ham og sørger for at han var okay. Det vil også sige at jeg aldrig har haft den der teenagepige fase hvor jeg er uregerlig. Hvilket er min mors ord, ikke mine. Hun fortæller mig en gang imellem hvordan hendes veninder, med døtre på min alder, har historier om vilde skænderier, nogle der skal hentes midt om natten fordi de har drukket sig fra sans og samling og dem der kommer hjem 3 timer senere end aftale og skal have stuearrest. Det tror jeg nu hun har været ret glad for at slippe for, altså hvis jeg selv skal sige det.

Når men da mine forældre blev skilt, valgte min mor at flytte til Virum og min far blev på Østerbro, hvor både min bror og jeg er vokset op. Jeg startede i 6 klasse på en ny skole i Virum (jeg nævner ikke navnet, FOR DEN VAR RÆDSELSFULD). Først var det fint, det var hårdt men det er det jo som reglen altid med nye begyndelser og specielt dem man ikke er røget ud i frivilligt.

Eleverne på den nye skole var meget anderledes end mig, rigtig forstads børn (altså ikke at der er noget galt med at være forstads barn men nogle steder er børn af direktør røvhuller lige så store røvhuller som forældrene. Sgu). Men jeg er og bliver et Østerbro barn. Tro det eller lad være men jeg har aldrig været så pinlig berørt over mit tøj som jeg var første gang jeg trådte ind i den klasse. Jeg lignede satme da en hjemløs i forhold til dem, eller du ved sådan føltes det. De sad, på en hel almindelig hverdag, i Mads Nørregaard, mizz sixsty und so veiter. I dag virker de mærker måske ikke som toppen af poppen men dengang var det the shit. For at være ærlig havde jeg nok et par levis på (mor har stil) men det var ikke fint nok. Tiden gik og jeg fik ingen nye venner på min egen årgang, de gik op i nogle vildt mærkelige ting, spillede kort i alle pauserne, på Østerbro spillede jeg altid fodbold eller ost, så det der med at spille kort hele tiden hang mig langt ud af halsen.

I Lyngby-Taarbæk kommune cykler man åbenbart til alt og det gælder også på skolerne hvis de skal på tur. Det kunne man fanme ikke finde på, på Østerbro. Kan du se det for dig? 30 7 klasses elever fræsende rundt på Københavns cykelstier, med en stakkels lære der prøver sit bedste at holde styr på tropperne. Aldrig i livet! Det ville koste liv, hver gang.

Det var på en af de rædselsfulde cykelture med klassen at jeg fik mit første angstanfald. Jeg falder hurtigt bagud da vi skal cykle fra Virum til Lyngby og jeg kan ikke finde vej selv. Da hele årgangen bare cykler uden at se sig tilbage, er der ingen der opdager at jeg mangler. Og pludselig kan jeg ikke få vejret.

Jeg bliver nødt til at stige af min cykel for jeg er helt alene og jeg forstår ikke hvad der sker.

Jeg er rædselsslagen, hvad sker der? Dør jeg nu?

Pludselig står der en kvinde ved siden af mig og spørger om jeg er okay og nej selvfølgelig er jeg ikke det. Men jeg får vist fremstammet (mellem tåre og hyperventilation) at det er jeg. Gudskelov kan hun se at jeg lyver det bedste jeg har lært, og på en eller anden måde får hun ro på mig, hvilket på det tidspunkt virkede som et mirakel. Jeg har sjældent været så bange.

Jeg er hende evigt taknemmelig og hvis du læser med og kan huske mig, så TAK!

Jeg får ved hjælp af den meget søde, rolige og MEGET fremmede kvinde så meget ro på mig selv at jeg kan cykle tilbage til skolen og gå direkte ned til skolesygeplejesken. Og der brød jeg fuldstændig sammen.

Efter denne episode bliver der faktisk ikke gjort så meget, jeg er faktisk i tvivl om der overhoved bliver taget kontakt til mine forældre. Måske fortæller jeg dem det selv sådan lidt halvt om halvt.

Intet bliver bedre derfra, jeg har stadig ingen venner og de vil faktisk nærmest ikke tale med mig (mine klasse”kammerater”).

Min klasselære siger til en skolehjemsamtale at hun har givet op på mig. Dette er ikke noget jeg selv kan huske, det er noget min mor har fortalt mig efterfølgende. Min hjerne har for mit eget bedste helt blokeret det minde. Gudskelov.

En dag til præst (jeg var i konfirmationsalderen) får jeg det, grundet angst, helt vildt dårligt. Efter en længere og unødvendig diskussion, får jeg lov at gå hjem. Min mor sidder i stuen da jeg kommer hjem og spørger hvorfor i himlens navn (hun har nok bandet hvis jeg kender hende ret) jeg er kommet hjem fra skole! Lige præcis i det sekund, beslutter jeg mig for at skifte skole. Jeg vælger at gå et klassetrin ned, jeg føler ikke at jeg har lært noget i de to år jeg har gået på virum skole. (Ej hov kom jeg nu til at nævne navnet på skolen alligevel, sikke en skam hva).

Der gik højest to dage så var jeg skiftet skole og vidste med det samme at det var det rigtige valg. Hvordan vidste jeg det? Jo, en af drengene blev (i sjov) ved med at slå mig på armen. Jeg var hjemme og jeg følte mig accepteret fra sekundet jeg gik ind i den klasse. Tak til jer fra 7a på hummeltofteskolen, i var guld værd.

Angsten går ligesom lidt i hi efter mit skoleskift. Det eneste jeg mærker til den, er faktisk min angst for at kaste op offentligt. Den angst har jeg stadig i en alder af 27 men nu kan jeg styre den, næsten.

Næste gang jeg mærker min angst er det til gengæld også for fulde gardiner! (hedder det det?) der var i hvert fald blæs på. Jeg havde det helt urimeligt skidt. Jeg er på dette tidspunkt 19-20 år gammel. En lejlighed min mormor ejer er blevet ledig og jeg skal flytte hjemmefra.

Og ja selvfølgelig er det utrolig luksus nærmest at få en lejlighed kastet i nakken. Men jeg var så absolut ikke klar til at flytter hjemmefra.

Men som en hver anden idiot, ignorere jeg det og lod projekt ”sæt cigarkasse i stand” fortsætte. Jeg kunne hele tiden mærke at den var gal og jo tættere på indflytning vi kom, jo værre fik jeg det. Men jeg vidste aldrig hvorfor jeg havde det så skidt, så jeg sagde ingenting.

Jeg skulle jo flytte sammen med min bedste veninde, what could go wrong?

Hold da kæft hvor blev jeg meget klogere meget hurtigt!

Første dag, da alt var flyttet og jeg sad og pakkede ud og mine forældre skulle til at gå, kunne jeg godt mærke at uha nu er det nu. Men det var jo første aften, selvfølgelig er man lidt trykket.

Lige så snart mine forældre forlod lejligheden brød jeg fuldstændig sammen og græd og græd og græd.

Min veninde spurgte hvad der var galt, men jeg anede det ikke så jeg tror jeg kom med en eller anden halv undskyldning om at jeg kom til at savne min hund. Ej men helt ærligt.

Men jeg har aldrig følt mig så dømt i mit liv som i den første uge jeg boede der med min bedste veninde. At få angst anfald og blive bedt om at slappe af eller der bliver sagt ”wow” eller ”mkay” (du ved hvad jeg mener, du kan, hører en sige det lige nu i dit hoved) hjalp på ingen måde. Jeg peger ikke fingre men det er en del af min historie og en vigtig del hvis du spørger mig. Jeg prøvede at starte i skole igen og det hjalp at få en rutine. Men stemningen i lejligheden var sjældent særlig god. Jeg følte mig dømt, misforstået og en anelse trådt på. Og jeg er hundrede procent sikker på at min veninde mente at hun havde lavet sit livs fejltagelse da hun flyttede ind i den lejlighed på Nørrebro. And who could blame her?

Så bare 8 måneder efter at vi flyttede ind blev vi enige om at hun skulle flytte ud igen. Der gik lidt over 6 måneder før vi snakkede sammen igen.

I den tid gik mit liv fra skidt til helt af helveds til, ja undskyld mit fransk.

Jeg blev boende i lejligheden alene og afsluttede HF. Jeg fik igennem min far et job i kantinen på det kongelige teater og var faktisk glad for det. Jeg kunne fortsætte en eller anden form for rutine og jeg var ikke alene med mine tanker hele tiden. Eller det var hvad jeg troede, det jeg ikke havde tænkt over at der ikke hele tiden er folk i kantinen, kun under frokosten. (Hvor herre bevares ik! Kunne folk ikke spise 7 gange om dagen?).

Det vil sige jeg var alene derhjemme og på arbejdet, på nær den ene time hvor der var frokost, sikke en fest. Min hjerne gik AMOK, jeg tænkte hele tiden på hvor dårligt jeg havde det og så fik jeg det sjovt nok meget værre.

Jeg begyndte at komme for sent og det blev mere og mere tydeligt at der var noget galt. Efter 4 måneder måtte jeg sige op for jeg kunne ikke klare det.

I over en måned forlod jeg nærmest ikke min lejlighed, jeg lå i min seng men jeg sov aldrig. Jeg havde mindst et stort angstanfald om dagen og måtte ringe til min mor i tide og utide for at hun kunne hjælpe mig ud af det.

Gudskelov havde min far på daværende tidpunkt en kæreste der arbejdede på Frederiksberg psyk. Hun genkendte alle mine symptomer og fik mig til at gå til lægen og få en henvisning til Frederiksberg. For mig gik det heldigvis hurtigt at få en plads på et hold for unge kvinder med angst/ocd/depression, og det var et fantastisk program. Jeg mener at vi var ca. otte kvinder og to psykologer/terapeuter, og utrolig hurtigt var der en tryghed hos hinanden og i gruppen.

Jeg har altid haft det svært ved at åbne op og stole på folk og det gælder alle. Folk tror jeg åbner mig for dem, men som et løg var det altid kun det øverste lag de pillede i (ad det lød ulækkert), sådan er det til dels stadigvæk.

Jeg har én veninde jeg stoler 100 procent, når vi taler udenfor familien, og mange gange får hverken hun eller min familie at vide hvad der foregår dybt inde. Jeg vil ikke bekymre dem og jeg vil ikke have opmærksomhed for dårligdomme.

Nå anywho, jeg valgte at flytte hjem til min far for at få det bedre og det hjalp helt bestemt. Jeg brugte de værktøjer jeg fik i gruppen, jeg fik det bedre og bedre, begyndte at arbejde igen og kunne også tænke lidt længere ud i fremtiden.

Jeg valgte ikke at tage medicin fordi jeg gerne ville være politibetjent, det havde altid været min hel store drøm og jeg var helt bestemt på at nå mit mål.

Ja, jer der kender mig ved så at det af gode grunde, ud over min angst, ikke blev politibetjent men at jeg nu er på nippet til at være uddannet serviceøkonom. Når du syntes det noget lidt andet end politibetjent? Det forstår jeg sørmer ikke! 😀

Jeg har nu valgt at gå pengenes og drømmenes vej. Jeg er helt sikker på at skulle være selvstændig, og lave noget jeg virkelig er passioneret omkring.

Jeg mente at jeg fik det bedre og mente at jeg med de værktøjer jeg havde, selv kunne komme angsten til livs.

Jeg mente at jeg havde det fint, min mor mente at jeg led i alle de år jeg hårdnakket nægtede at tage medicin mod min angst.

Jeg flyttede hjem til min far og har boet der i 5 år ca. hvilket jeg ikke havde regnet med. Det var meget længere end jeg lige havde regnet med, tror heller ikke ham den gamle havde troet at jeg ville blive i så mange år. Jeg gik i to år uden at lave noget overhoved, jeg kunne simpelthen ikke. Min angst tog over og jeg kunne ikke styre det. Jeg ville angst svede (og jer der har angst ved hvad jeg mener, Fy satan, selvom man lige har været i bad). Jeg ville få kvalme, hvilket gav mig angst som så ville give mig mere kvalme og derfra mere angst, Ej men let a girl breathe would you.!

Jeg brugte lang tid på at kunne håndtere min angst så jeg kunne blive den sociale sommerfugl jeg er og altid har været.

Når men jeg fik det bedre og jeg fik det så godt at jeg kunne starte på mit studie. Det var helt fantastisk, super skønt studie og en hel fænomenal klasse med nogle rigtig dejlige mennesker.

But what comes up must come down.

Et halvt år inde I mit studie går det pludselig galt, jeg kan faktisk ikke huske hvad det er der trigger det. Måske var det det at mit barndomshjem og safe haven skulle sælges. Det havde været min redning den første gang jeg gik ned med angst.

Måske var det presset over studiet, man skal jo virkelig bruge sin hjerne. Vidste i det?

Ja i virkeligheden kunne det nok havde været en masse ting men ned røg jeg i hvert fald.

Jeg missede 1,5 måneds skolegang, jeg går der stadig og er næsten færdiguddannet serviceøkonom. Men det er også kun på grund af en læge der lytter til hvad jeg siger og beroliger mig med alle mine bekymringer. En familie der kender mig og griber mig og nogle venner der stadig er der når jeg kommer op til overfladen igen.

Min lære, som var min vejleder, var med mig hele vejen igennem, og vidste at jeg bare skulle have lov til at komme mig.

Jeg skulle have været oppe til en studypoint prøve for at kunne komme til eksamen. Men den morgen jeg skulle op, brændte jeg helt sammen. Jeg græd, jeg hyperventilerede og ikke bare lidt men sådan helt hysterisk, rokkede på gulvet helt ødelagt. Min far prøvede at få mig ud ad døren og op til min prøve men da det ikke lykkedes, blev han voldsomt frustreret og råbte at jeg skulle tage mig sammen. Jeg ved godt at det var min angst og ikke mig han var vred på, its all good, trust me i get it!

Gudskelov var min vejleder godt klar over at det ikke stod godt til og hun sagde med det samme at jeg skulle blive hjemme, at hun havde talt med programlederen og da det kun var et enkelt point jeg manglede, måtte jeg godt fortsætte til 2 semester. Pyha en tung sten løftet fra mine skuldre, det gjorde det lidt nemmere at komme ovenpå igen.

Jeg ville ikke have medicin, kan selv vil selv, you know. Men da jeg begyndte at tænke, at hvis jeg blev ved med at have det sådan, så kunne det hele være lige meget og så ville jeg ikke mere. Det er fanme skræmmende at få sådan nogle tanker, derfor valgte jeg at det nok var på tide at overgive mig til medicinen. Det lyder voldsomt, i know, men jeg har altid haft det sådan at det var at give op. Jeg følte mig som en fiasko fordi jeg skulle bruge hjælp.

Jeg har ALDRIG tænkt sådan mht. andre og medicinering mod angst, depression mv. så hvorfor jeg tænkte sådan om mig selv er mig en gåde. Jeg har meget høje forventninger til mig selv og er meget perfektionistisk. Tænker altid at jeg skal være god til alt første gang jeg prøver det, hvilket jo er sygt. Det er slemt at skuffe sine forældre men at skuffe sig selv er satme en helt anden boldgade. Når det gælder mig selv, er jeg overhoved ikke tilgivende og jeg banker konstant mig selv i hovedet.

Laaaang historie kort, så fik jeg medicin og efter nogle justeringer hjalp det så meget at jeg kunne starte i skole igen.

Og grundet min vejleder kunne jeg blive og trives på skolen igen, også fordi hun satte en grænse for mig, fordi hun vidste at jeg ville presse mig selv for hårdt (fordi så dum er jeg nemlig!)

Jeg har det godt i dag og er som sagt snart færdig på mit studie. Jeg har stadig angst og kæmper stadig med at styre den, men det går bedre.

Jeg har faktisk overvejet at prøve hypnose, nogle der har prøvet det mod angst? Hvis, vil i så ikke skrive jeres oplevelser til mig på instagram? (Link under kontakt).

Det var alt fra mig for denne gang ❤

Husk at i altid kan skrive!…

Kærlighed herfra – Kathrine